Boganmeldelse – Pigen under træet af Sara Blædel

Boganmeldelse - Pigen under træet af Sara Blædel

Pigen under træet er 10. bog i Sara Blædels krimiserie om Louise Rick. Denne gang går turen til Bornholm, hvor en ung pige bliver fundet død. Lejrskole, ungdom og sorg er centrale emner i bogen. 

En ung pige findes død i Ekkodalen på Bornholm. Den døde pige viser sig at være Susan, som forsvandt på en lejrskole tilbage i 1995 – og det viser sig, at hun har ligget der lige siden hendes forsvinding. Camilla Lind er tilbage på Morgenavisens kriminalredaktion, og hun tager direkte ud til Susans gamle klassekammerat for at få et bedre indblik i den gamle sag. Camilla kommer desværre for sent, da Pia, den tidligere klassekammerat for nylig har druknet sig. 

Imens bliver Louise Rick kaldt hjem fra Thailand grundet en tragedie i familien. Broderen har forsøgt at tage livet af sig, da hans kone Trine synes at være skredet fra ham og børnene uden varsel.

Der bliver hyppigt skiftet mellem Camilla og Louises fortællinger. Det er heldigvis rigtig nemt at følge med i de respektive skift. Ydermere er der tilbageblik til 1995, hvor historien langsomt udspiller sig på Bornholm. Vi bliver gradvist klogere på de hændelser, der ledte op til den unge piges død.

Jeg havde desværre flere gange følelsen af, at historien på Bornholm var langt mere interessant end selve opklaringen. Det er klart, at Sara Blædel bruger dette skift for at få os læsere til at fortsætte et kapitel mere. Men for mig at se kom de små brudstykker af historie til at være vigtigere, end hvad Camilla Lind og Louise Rick foretog sig i deres respektive miljøer.

Med sin kriminalroman om en bornholmertur tilbage i 90’erne rammer Sara Blædel formentlig ned i mange læseres egen oplevelse på solskinsøen. Jeg kan da om ikke andet selv erindre nogle sjove episoder fra min tur til Bornholm i syvende klasse og kan drage nogle direkte paralleller mellem handlingen i bogen og mine egne møder med de lokale piger i sin tid. 

Som nogen måske ved, er jeg vokset op med en far, som har plantet en forestilling i mit hovede om, at Sara Blædel ikke kunne skrive krimier til mænd. Det vil jeg hermed gerne afkræfte. 

Du kan i øvrigt læse, hvad min far har skrevet om femikrimier i indlægget “Kvinder og krimier” via linket her.

‘Pigen under træet’ er en kriminalroman, der sagtens kan tænde en mandlig læser – der er bare ikke store eksplosioner og endeløse drab inkluderet. I stedet bliver de familiære forhold meget nøje beskrevet, hvilket kan være med til at sænke spændingsniveauet en hel del 

Forventer du et blodigt dødsorgie med fuld knald på henrettelserne og drabelige møder hovedpersonerne imellem, så kan du godt tro om igen. ‘Pigen under træet’ indeholder nemlig intet af ovenstående, men derimod er der skruet op for den type spænding, hvor læseren kan sidde og gruble over handlingsmønstre og en fælles sorg karaktererne imellem.

Der er ikke store overraskelser, men det er en rigtig fin og gennemarbejdet fortælling, som jeg uden problemer kan anbefale. 

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Politikens Forlag.


KARAKTER

Hverken modbydelig eller drabelig, men medrivende og underfundig Pigen under træet af Sara Blædel
4 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar