I takt med den digitale tidsalders vokseværk bliver flere og flere af de kendte elementer i vores hverdag digitaliseret. Dette gælder naturligvis også bøger. De kan ikke længere udelukkende fås i den trykte udgave som henholdsvis paper- eller hardback. I dagens Danmark bliver der, samtidig med gammeldags bøger, solgt flere og flere digitale bøger. Det er både e-bøger og lydbøger.
Hvad er en e-bog?
Flere og flere stiller sig selv spørgsmålet, hvad er en e-bog? Jo, nu skal du høre.
E-bøger er bøger, der læses på henholdsvis smartphones, tablets og computere. Det er digitale udgivelser af bøger, som læses eller lyttes til på digitale enheder. En af de mange grunde, til at e-bøger er smarte, er, at de ikke fylder tilnærmelsesvis det samme som almindelige trykte bøger. Man kan have et hav af digitale forfattere i sin lomme i stedet for at have fyldt flere hylder på sin bogreol.
Bøgerne fik en form for renæssance, da de digitale udgivelser kom til verden.
Det kan sammenlignes en lille smule med den udvikling, som traditionelle eller gammeldags om man vil breve havde i sin tid. E’et står for electronic eller elektronisk på dansk – præcis som i eksemplet før med e-mails. Bøgerne indeholder præcis det samme som de trykte bøger. Informationen leveres blot på en ny og digital facon.
Egne erfaringer med e-bøger
Jeg har selv gjort mig nogle erfaringer med e-bøger. Jeg købte et abonnement til Mofibo, da jeg arbejdede i Kolding. Tiden på motorvejen blev brugt til at kværne så mange bøger igennem som overhovedet muligt. Det var naturligvis ikke bøger i den skrevne forstand men i stedet lydbøger. Netop lydbøger er en helt anden oplevelse end at sidde med en bog i skødet selv. Der er ligeledes meget stor forskel på, hvor dygtige oplæserne er til at få lytteren inddraget i fortællingerne.
Jeg forsøgte i en periode at læse mine bøger på app’en fra Mofibo. Det var ikke mig. Jeg kunne ikke fokusere i specielt lang tid, hvilket gjorde læseoplevelsen dårlig for mig. Der er mange i min branche, som bedre kan læse deres bøger på en Amazon Kindle eksempelvis. Min læseoplevelse er bedst, når jeg ligger i min seng om aftenen.
Føles det som almindelige bøger?
I min optik føles det ikke nær så dejligt at læse en bog på en tablet, som det gør at læse en almindelig fysisk bog. Personligt er jeg langt større tilhænger af at læse gammeldags bøger, som jeg kan mærke og veje i hænderne. Der er en særlig ting ved at vende en side, når man er nået til enden. Jeg synes samtidig, at der er noget særligt ved at læse i en bog i lysets skær i stedet for at læse ved hjælp af en oplyst skærm.
Jeg udnytter ligeledes den naturlige træthed, der opstår hos mig i de sene aften-/nattetimer, når jeg læser til at få en god nats søvn. Når jeg ligger i sengen, vil jeg helst ikke have alt for unaturligt lys fra smartphones eller tablets i øjnene.
For at konkludere på alt mit pladder ovenfor, så er e-bøger altså digitale bøger. De kan “fås” i enten tekstformat på dine respektive enheder eller via lyd ud gennem dine højtalere eller headphones. Det kan være rart at få læst bøger, som man normalt ellers ikke ville få læst – eventuelt fagbøger, hvilket man kan gøre med de digitale udgivelser. I stedet for at høre morgenradio, i mit tilfælde Mads og Monopolet, så hørte vi Harry Potter herhjemme. Det samlede os om en bog, som en fysisk udgave ellers ikke ville give os.
Giv e- og lydbøger et forsøg – det kan være, at det er noget for dig. Flere af de eksisterende services tilbyder gratis prøveperioder i 14-30 dage.
Hvor kan man finde frem til nye e-bøger?
I takt med at det blev mere populært blandt befolkningen at læse en e-bog, så kom der også flere virksomheder til, der tilbød deres kunder e-bøger.
I mange år har det været muligt at købe digitale udgivelser på blandt andet Saxo.com, Plusbog.dk og mange andre. Det skal dog hertil siges, at deres primære indtægtskilde formentlig fortsat er den fysiske bog, som mange stadig holder ufatteligt meget af – heriblandt mig selv.
Hvis man ønsker at finde hjemmesider eller apps, som har gjort sig til eksperter i digitale bøger, så skal man kigge i retning af Saxo.com, Mofibo, Storytel eller Politiken. Hvis I kender flere, så må I gerne skrive en kommentar herunder, så de kan komme på listen. Alle virksomheder sælger lyd- og e-bøger på et månedligt abonnement.
Netop Politiken er begyndt at annoncere relativt offensivt både online og i TV-reklamer.
For Politiken giver det rigtig god mening, da de i forvejen har mange forfattere under deres paraply og derfor ikke skal ud og betale dyre licenser mv.
5 fordele ved en e-bog
- De udgives til diverse mobile enheder. Der skelnes ikke mellem iOS, Android eller lign. Alle har mulighed for at tilgå samme indhold. Udvalgte tjenester tillader endda, at man også kan læse bøgerne via computeren.
- Som tidligere nævnt, så har man med e-bøger mulighed for at bære rundt på et helt bibliotek, i stedet for at alle bøgerne skal placeres på en støvet reol.
- Du skal ikke længere bekymre dig om bogmærker. De digitale bøger fortsættes præcis, hvor du slap, da du sidst lukkede app’en.
- Du har mulighed for at forstørre teksten, hvis den er svær at læse eller står utydeligt. Det kan være enormt behjælpeligt, hvis man ligger og er træt en aften.
- E-bøger er oftest billigere end fysiske bøger. Samtidig skåner du miljøet, da der ikke længere skal fældes træer til siderne.
Ja, den var måske lidt søgt den sidste. Men den er faktisk god nok. På sigt bliver e-bøger langt mere miljøvenlige end traditionelle bøger er. Det bliver med tiden også billigere at købe e-bøger, da hele den del med at trykke bogen, bliver skåret fra.
5 ulemper ved en e-bog
- Det kan virke belastende for øjnene at læse en e-bog via en smartphone eller tablet.
- Når din enhed løber tør for strøm, så løber du helt automatisk tør for læsetid.
- Din e-bog kan ikke signeres af en given forfatter på samme måde som en fysisk udgave.
- Du kan ikke have din bog stående på hylden, hvor den pryder reolen og ser godt ud sammen med resten af serien.
- Det er bare ikke helt det samme som at sidde med en fysisk udgivelse og mærke siderne mellem fingrene og dufte en helt frisk bog, når den tages frem for første gang.
Jeg håber, at mit indlæg har givet dig svar på dit spørgsmål: “Hvad er en e-bog?”. Hvis ikke du fandt svaret her, så er du velkommen til at skrive til mig med uddybende spørgsmål enten herunder i kommentarfeltet eller via mail.
[kkstarratings]
Jeg bruger kun Amazon, når jeg skal finde nye ebøger. Jeg læser på Kindle, der er intet unaturligt blåt lys, det er så rart. Og så bliver øjnene ikke trætte på samme måde. Samtidig skåner jeg min partner for at have lyset tændt i soveværelset, hvis jeg vil ligge og læse. Det lyser heller ikke op på samme måde, som min tlf. eller tablet gør. Lutter fordele! 🙂
Kan du godt koncentrere dig om at læse på din Kindle? Jeg synes godt, det kan være svært at holde samme fokus som ved en almindelig bog.
Sagtens. Den kan jo ikke andet, end det en bog kan. Eller, den kan shoppe bøger, men altså. Ift. en tlf. eller tablet, så bliver man jo ikke distraheret af lige at skulle tjekke Instagram osv. 🙂
Desuden er den også langt mere behagelig i solen, end en papirbog er. Der er intet genskin, og de hvide sider i en papirbog, der ellers blænder, er man fri for 😀
Det kunne godt være, at den kommer med på ønskelisten til jul. Den lyder til at være helt perfekt til mine behov.