Hvorfor bliver mange af os konstant draget af genren True Crime? Er det fordi, at vi igennem TV, podcast og/eller bøger bliver bevidstgjorte om, at drab, vold eller andre uhyggelige hændelser kan ske for naboen – og vel at mærke helt tæt på os i virkelighedens verden, og ikke bare er ren fiktion, som vi nemmere kan lægge fra os? Eller er det måske i højere grad den indre frygt i os alle, der på en eller anden måde drager os – lidt som vi kender det fra diverse kigge-køer på motorvejen, hvor vores nysgerrige blikke bliver draget mod uheldet, selvom vi ved, at det vores øjne møder er ubehageligt.
Vores lyst til at høre, se eller læse om opklaringerne af diverse bestialske virkelige mord stiger, og det er der nogle, som lukrerer på.
I stedet for at være med på beatet og ride med på den store bølge vil jeg tillade mig at skrive dette indlæg, som kommer med et lidt kritisk take på True Crime. Og det er, selvom jeg selv må indrømme, at jeg er ret begejstret for genren.
Jeg fornemmer, at langt de fleste tager imod alt, hvad der bare på den mindste måde handler om True Crime med kyshånd. Jeg er også som nævnt selv meget betaget af genren, men jeg vil indrømme, at jeg synes, at der efterhånden bliver produceret eller udgivet underholdning i stride strømme i overflod – til den åbensindede modtager.
For at få et mere nuanceret billede af, hvordan læserne tager imod True Crime, har jeg lavet en meningsmåling i Facebook-gruppen “Krimihylden”, hvor gruppens medlemmer kunne stemme på, om de enten “Er vild med genren”, “Har stiftet bekendtskab med genren”, “Ikke kender genren” eller “Ikke er begejstret for genren”.
Der var stor forskel på, hvad medlemmerne svarede, men resultatet blev, at medlemmerne primært enten var vilde med genren eller ikke på forhånd overhovedet kendte til den.
Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket over den store procentmæssige tilslutning til svarmuligheden – faktisk den største – altså dem der ikke på forhånd kendte til genren. Min forudindtagethed talte sit tydelige sprog lige præcis i denne situation.
Der kom en kommentar til mit opslag, som jeg uden problemer kan identificere mig selv med, og som samtidig gav endnu større belæg for dette blogindlæg.
“Jeg synes efterhånden, at genren er blevet malket godt og grundigt af Netflix med flere.”
Jeg har siden bloggens spæde begyndelse vænnet mig til at anmelde kriminalromaner, som var det noget af det mest naturlige i verden. Det betyder samtidig, at jeg har erhvervet mig en vis erfaring indenfor emnet, der gør mig i stand til at vurdere en bogs kvalitet – fuldstændig subjektivt. Det er en af de fordele, jeg har som uafhængig blogger, hvor aviserne måske har en anden forpligtelse til at forsøge at være til dels objektive i deres bedømmelser.
Men når jeg skal bedømme en True Crime-bog, så kan jeg komme i tvivl om, hvad jeg skal lægge vægt på. Er det sproget, spændingskurven eller noget helt andet, vi anmeldere skal fokusere på? Det kan være svært, fordi vi jo af og til kender udfaldet af retssagerne på forhånd.
Det er en ekstremt spændende genre, som desværre på ingen måde er ved at være udtømt. Nye kriminaliteter bliver løbende tilføjet til den lange liste over uhyggelige ugerninger, hvor nogle af de seneste eksempelvis kunne være “Ubådssagen” og “Sygeplejerskesagen”.
Selvom mulighederne for nye produktioner af diverse true crime bøger eller serier er mange, så synes jeg stadig, at producenterne skal passe på med ikke at malke successen alt for voldsomt, selvom det er en genre, der er yderst populær. Som et medlem også nævnte i opslaget i Facebook-gruppen, så er der stor forskel på kvaliteten af produktionerne. De store producenter leverer et produkt i ekstrem høj kvalitet, hvor visse af de mindre producenter kan ende ud med en usammenhængende produktion med en svingende kvalitet.
Der hersker ingen tvivl om, at mediernes påvirkning har øget bevågenheden blandt os forbrugere. Samtidig har de sociale medier har gjort afstanden mellem producent og forbruger ekstrem lille, og dermed kan langt flere blive gjort opmærksomme på nye produktioner af true crime.
Jeg har netop adresseret den problematik, jeg ser i den enorme produktion af True Crime serier, podcast m.m. Med dette indlæg er jeg samtidig med til at øge opmærksomheden på denne genre. Det kan måske virke paradoksalt, at jeg selv er opmærksom på det, men det er dog stadig vigtigt for mig at understrege, at man som modtager ikke nødvendigvis behøver at sluge alting råt, bare fordi det har en snert af True Crime.
Så hvis jeg skal prøve at konkludere på dette tematiske indlæg, hvor jeg erkender at stå i det dilemma, at jeg selv er kan være tiltrukket af True Crime – genren, samtidig med at jeg synes, at det nok er ved at tage overhånd med antallet af produktioner indenfor genren – så må det være en opfordring til diverse producenter om i det mindste at tænke lidt mere i kvalitet end i kvantitet.
Ingen kommentarer