Boganmeldelse – Ulykken af Linwood Barclay

Boganmeldelse - Ulykken af Linwood Barclay

Ulykken er en selvstændig bog skrevet af den amerikanske forfatter Linwood Barclay. Forfatteren har tidligere udgivet bogen “Uden et ord” samt en lang række andre bøger, som nogen af jer måske kender på forhånd.

Entreprenøren Glen Garber lider under den hårde boligkrise, som har ramt hele byggeindustrien. Den dårlige økonomi i såvel firma som i privaten får hans kone, Sheila, til at uddanne sig på et aftenkursus, da hun frygter for familiens økonomiske fremtid.En aften kommer Sheila ikke hjem som aftalt, hvilket naturligt får Glen til at reagere og samtidig frygte det værste – at hun har været impliceret i en ulykke.

Sammen har Glen og Sheila deres fælles datter Kelly på 8 år. Hun lider under tabet af sin mor – både derhjemme grundet sin fars evige jagt på årsagen til at hans kone gik bort – men i særdeleshed også i skolen, hvor hun bliver drillet af de andre elever.
Glens svigermor tager derfor Kelly til sig i forsøget på at opdrage datteren i sin egen ånd og hjælpe hende med at bearbejde sorgen.

Persongalleriet i Ulykken er ikke overvældende, hvilket jeg på ingen måde har noget imod. Jeg synes ofte, det er rart, hvis der ikke er alt for mange personer, man skal forholde sig til,  såsom at huske navnene og huske deres indbyrdes relationer.

Jeg skulle ca. ⅔ dele ind i bogen, før den begyndte at fange mig bare en lille smule. Det er ikke en bog, hvor man er ved at bide neglene af sig selv eller sidder helt ude på kanten af stolen. Vi har i langt større grad at gøre med en bog, der beskriver relationen mellem far og datter samt en fortvivlet enkemands kontinuerlige forsøg på at finde meningen med sin kones død.

Bogen er en “jeg-fortælling”, hvilket er dejligt til en afveksling, men af og til kunne jeg godt blive en smule forvirret over, hvem der “fortalte”, da jeg hørte bogen som lydbog.
Jeg lyttede til Ulykken på eReolens mobile applikation, og jeg må desværre indrømme, at oplæseren gjorde min oplevelse af bogen endnu værre. Det er ganske givet også en af de medvirkende faktorer til, at jeg kun har valgt at give bogen 3 stjerner. Når man ikke selv sidder med bogen foran sig, så skal oplæseren gerne være fængende og levende, før jeg selv kan leve mig ind i bogen. Jeg følte desværre, at stemmen var ekstremt monoton og uinspirerende.
Han forsøgte at tilpasse sin stemme, alt efter hvilken karakter han skulle fortolke. Det var desværre bare ikke nok for mig.

Jeg vil passe på ikke at afsløre alt for meget om slutningen af bogen, men den blev simpelthen for urealistisk og utroværdig til min smag. Ulykken havde mange fine elementer, men de bærende haltede desværre for meget efter til, at jeg kunne belønne den med flere stjerner.

Bogen er tilsendt af forlaget Jentas som anmeldereksemplar, så for god ordens skyld skriver jeg, at dette indlæg indeholder reklame.


KARAKTER

Det er ikke en bog, jeg vil læse to gange Ulykken af Linwood Barclay
3 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar