Anmeldelse af Bobler, bullshit og børsfest – Lars Tvede

Anmeldelse af Bobler, bullshit og børsfest - Lars Tvede

Jeg kommer lige med en disclaimer, inden anmeldelsen begynder. Det er ingen kriminalroman denne gang. Anmeldelsen her er af en bog skrevet af måske landets dygtigste investor, Lars Tvede. Grunden til jeg hiver denne bog er, at jeg selv har en stor passion for emnet. Hvis du skulle være gået “forkert” og måske regnede med en anmeldelse af en ny krimi, så er det ikke lige stedet for dig denne omgang, men der kommer naturligvis snart en anmeldelse af en krimi. Bare rolig. Krimier er stadig min “niche”. Jeg tester blot vandene en enkelt gang eller to.

Lars Tvede solgte hele sin aktieportefølje to dage, inden markedet crashede i marts. Grundet Covid-19 gik de globale markeder amok og alle aktionærer gik mere eller mindre i panik. Lars Tvede solgte, som nævnt herover, ud inden det gik helt galt og købte så ind igen senere, da kurserne var faldet drastisk. Men hvordan i alverden kunne han vide, at det ville gå, som det gjorde? Det og meget mere kommer han ind på i sin nye bog, Bobler, bullshit og børsfest.’

Viden og ekspertise kan fås i mange afskygninger, og det kan findes mange steder på nettet fra den ene og anden såkaldte “ekspert”. Men i dette tilfælde vil jeg sige: “drop Facebook, drop, YouTube og til dels drop de mange ellers informative blogindlæg og læs denne bog.” Læs den, hvis du vil vide det mest basale om investering i aktier – ikke hvordan du gør sådan helt lavpraktisk. Det er der en masse andre platforme, der er langt bedre til. Men læs bogen hvis du vil vide, hvad investering kan have af konsekvenser for din fremtid, og hvis du vil vide, hvad udsving skyldes, og hvad det kan have af påvirkning på markedet.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv er svært begejstret for investering, og jeg er også selv aktiv, når det kommer til aktier og obligationer. Jeg følger selv et af de råd, Lars Tvede bidrager med i ‘Bobler, bullshit og børsfest’ – nemlig den simple investeringsstrategi med passivt forvaltede fonde kombineret med obligationer. De passer sig selv gennem dollar cost averaging, og jeg skal faktisk ikke gøre andet end at læne mig tilbage og håbe på, at markedet bare passer sig selv. 

Udover at komme med en lang række informative begreber, tips og tricks, bliver vi almindelige “dødelige” også klogere på, hvem ham Lars Tvede egentlig er. Livet som succesfuld investor er ikke et quick fix, men kræver derimod mange år med konsekvente investeringer – hvis du altså ikke lige ligger inde med en håndfuld millioner på bankbogen. Jeg selv er blevet en del klogere på, hvilken magtfuld påvirkning psykologi og medier har på børsen. Hvis du, som læser på denne blog, vil vide endnu mere om netop psykologien bag, kan du læse Lars Tvedes tidligere udgivelse, ‘Børshandlens psykologi’ – her i ‘Bobler, bullshit og børsfest’ får vi kun et ganske kort smugkig. 

Det her er en af de bøger, du skal læse, hvis du blot har den mindste interesse i aktier og investering. God, informativ underholdning, men morgenmad for den lettere øvede investor.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Politikens Forlag – tusind tak for bogen.


KARAKTER

Morgenmad for den lettere øvede investor Bobler, bullshit og børsfest af Lars Tvede
4 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar