Stilleleg er fjerde bog i krimiserien om udenlandskorrespondent og journalist Nora Sand, der er skrevet af den danske forfatter Lone Theils. Noget af det, der gør Lone Theils ekstra interessant, er, at hendes sager i bøgerne er baseret på virkelige hændelser.
En politimand bliver brutalt myrdet i den britiske by Toppingham. Nora Sand bliver sendt afsted til byen for at dække mordet. Hurtigt finder den danske journalist ud af, at der er flere borgere i byen, der er fast besluttet på at holde på deres hemmeligheder, og at de personer er parate og villige til at slå ihjel for at holde tæt. En uhyggelig stilleleg tager nu form i det lille lokalsamfund, og det er op til Nora at finde frem til sandheden.
Det er efterhånden en del anmeldelser, der alle har samme modus – at jeg ikke tidligere har læst noget af forfatteren. Det er også tilfældet med Lone Theils. Og det på trods af de mange anbefalinger fra folk i branchen.
Heldigvis var Lindhardt og Ringhof så venlige at sende hendes seneste bog i Nora Sand-serien, og jeg blev ikke skuffet.
Jeg havde dog følelsen af, at bogen lagde lidt kedeligt og langsommeligt fra start, men støt og roligt blev bogen mere og mere fængende. Det faktum at handlingen tager udgangspunkt i en rigtig sag gør kun ‘Stilleleg’ det mere gribende.
Selvom jeg sprang ind i serien ved bog nummer fire, synes jeg ikke, at jeg manglede det helt store. Jeg vil derfor sige, at man sagtens kan starte her.
De fleste læsere kender måske allerede Nora Sand, men til de få, der ikke i forvejen har stiftet bekendtskab med journalisten, kan jeg sige, at hun er en hårdtslående en af slagsen. Hun, ligesom forfatteren bag serien, er nemlig relativt effektiv i en slåskamp – eller jeg ved ikke, hvor dygtig Lone Theils er til at slås – men de bokser begge Muay Thai.
Det er kun noget jeg ved, da jeg følger sidstnævnte på Instagram.
Et lille samfund hvor alle tier for ikke at stikke nogen. Det kan være svært at trevle historien op, men det lader sig langsom men sikkert give sig. ‘Stilleleg’ er velskrevet i et sprog, hvor alle kan være med. Humor spiller en central rolle, og personligt kan jeg godt lide de krimier, hvor man kan sidde og “høhø’e” lidt for sig selv.
Snyder giver Nora solidt modspil, der til tider kan være svært for vores kvindelige hovedperson at kapere. Jeg kan godt lide, når hovedpersoner ikke har det alt for let. Vi ser også denne type modspil i Forbrydelsen, hvor Søren Malling i den grad giver Sofie Gråbøl grå hår.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof.
KARAKTER
Ingen kommentarer