Boganmeldelse – Sankt Psyko af Johan Theorin

Boganmeldelse - Sankt Psyko af Johan Theorin

‘Sankt psyko’ er en spændingsroman udgivet første gang i 2012 på dansk, og er nu i 2020 blevet genudgivet. Bogen er skrevet af den svenske forfatter Johan Theorin, som også har skrevet en masse andre spændende romaner.  

Jan Hauger, bogens hovedperson, er en enspænder, som har været yderst opsat på at få et nyt arbejde i en børnehave, som ligger klos op ad byens “sindssygehospital” Sankt Patricia, hvor psykisk syge kriminelle er anbragt. Børnene i børnehaven har alle en ting tilfælles – de har en forældre anbragt på Sankt Psyko, som institutionen bliver kaldt i folkemunde. En af Jan Haugers opgaver bliver at eskortere børnene sikkert til besøgsværelset gennem en underjordisk tunnel.

Da jeg læste ‘Sankt psyko’, var jeg flere gange på vej ned ad ruten, der hedder ‘shutter island’. men så langt kom vi heldigvis ikke. Jeg var overbevist om, at forfatteren på et eller andet tidspunkt ville åbne op for sin intelligente forførelse, og om det er tilfældet, vil jeg lade være usagt. Johan Theorin har tilbage i 2012 skrevet en virkelig spændende kriminalroman, spændingsroman eller thriller, som man i virkeligheden også sagtens kan kalde den. ‘Sankt psyko’ er en af de romaner, som efterlader spor hos læseren – om ikke andet hos mig. På trods af den lidt rolige og semi-flade spændingskurve fik forfatteren alligevel krammet på mig, og jeg blev fanget ind i universet.

En af de ting, som nagede mig en kende i min læsning, var, at læseren blev holdt relativt meget hen undervejs. Jeg skulle flere gange tage mig sammen og fortsætte min læsning – specielt i de passager, hvor jeg følte, at handlingen nærmest gik i stå. Jeg har set flere andre anmeldelser på bl.a. Goodreads berette om samme opfattelse, desværre.

I løbet af bogens handling bliver der støt og roligt åbnet op for Pandoras æske, og vi lærer langsomt den lidt indelukkede Jan Hauger at kende. Flere af fortidens dæmoner begynder at røre på sig gennem flashbacks til hans fortid. Det er en fin måde at bryde den lidt træge fortælling i børnehaven, som ellers havde potentiale til meget mere i min optik. Havde forfatteren spillet lidt mere på de psykologiske uhyggelige træk, ville min opmærksomhed formentligt være vakt i højere grad, end det var tilfældet.

Jeg slutter min anmeldelse med at rose forfatteren for at vise de sårbare sider, der tilsyneladende har præget hans hovedperson i ‘Sankt psyko’. De skinner tydeligt igennem og det er, så vidt jeg husker, første gang, at jeg lader sådanne personlige karakteristika afgøre, hvorvidt en bog skal have tre eller fire stjerner. Denne gang lader jeg dog alligevel rationalet få overtaget, og jeg giver derfor tre stjerner for en gennemsnitlig spændingsroman.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Modtryk. Jeg har læst den nye udgave, der netop er blevet genoptrykt i 2020.


KARAKTER

En fin, men gennemsnitlig spændingsroman Sankt psyko af Johan Theorin
3 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar