Lazarus er 7. bind i serien om den finske kriminalkommissær Joona Linna og hans partner i det svenske politi, Saga Bauer. Lars Kepler er som bekendt et pseudonym for det svenske ægtepar, der står bag de fremragende uhyggelige krimier.
En død mand bliver fundet i en lejlighed i den norske hovedstad Oslo. Da politiet gennemgår lejligheden og åbner fryseren i lejlighedens køkken, gør de sig et skrækindjagende fund. Afskårne kropsdele ligger på frost som et andet supermarked, og politiet finder frem til, at Joonas afdøde kone – eller dele af hende – også er at finde i den norske fryser.
Den finske kriminalkommissær drages ind i en tempofyldt jagt på en morder, hvor gerningsmandens handlinger skræmmende meget ligner Joona Linnas tidligere dræbte ærkefjende, Jurek Walter.
Da jeg først begyndte at læse Lazarus, faldt mine tanker relativt hurtigt i retning af tidligere udgivelser af samme forfatter. Jurek Walter bliver igen fundet frem fra den støvede krimihylde og indtræder som Joonas ærkefjende nummer 1. Jeg følte det lidt som en genfortælling af Sandmanden, hvor Jurek også er omdrejningspunktet.
I Sandmanden er Joona bange for at morderen skal finde frem til hans datter og kone for at slå dem ihjel, som han har gjort med så mange andre – ovenikøbet også med hans tidligere partner i politiet. Han sender dem derfor begge til et hemmeligt sted væk fra sig selv og væk fra Jurek.
I Lazarus er det samme fortælling i nye klæder, da vi i denne omgang følger Saga Bauer i hendes kamp for at beholde sin familie i live. Det betyder ikke, at spændingen mangler, men jeg kunne egentlig bare have brugt lidt nyt.
Ægteparret skriver i deres vanlige blodige stil, hvor der ikke lægges fingre imellem, når karakterer på helt modbydelig vis bliver myrdet. Beskrivelserne er med til at gøre Lars Kepler-pseudonymet til den forfatter, vi kender. Men når der ikke er meget mere handling end blot bestialske mord at glæde sig over, så bliver læseoplevelsen en anelse kedelig.
Det er jo ofte, når man er utilfreds med et eller andet, at man formår at ytre sine meninger fuldstændig ufiltreret. Jeg forsøger dog at holde mig lidt i selen. Jeg føler ikke, at forfatterne bag romanen formår at leve op til deres ellers fine renommé. Lazarus er ganske enkelt for flyvsk og usammenhængende. Jeg sidder som læser tilbage med en lang række spørgsmål, der aldrig bliver besvaret.
Når man læser min anmeldelse, skal det også holdes for øje, at jeg ikke har læst Stalker og eller Kaninjægeren. Dette kan helt naturligt have en effekt på min negative indgangsvinkel overfor Lazarus. Dybest set oplever jeg, at forfatterne genopliver en gammel kending og forsøger at koge suppe på ham – desværre uden held.
De to ovennævnte udgivelser er henholdsvis nr. 5 og 6 i serien.
Inden jeg begyndte på Lazarus, havde jeg ekstremt høje forventninger, da jeg tidligere udelukkende har haft gode oplevelser med Lars Kepler. Jeg må dog erkende, at jeg ikke er helt så imponeret. En helt igennem gennemsnitlig krimi, der ikke lever op til de foregående bøger i serien, som jeg har læst.
Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal.
KARAKTER
Ingen kommentarer