Kongetro er en ny dansk spændingsroman er den danske forfatter Tobias Bukkehave. Bogen er udgivet på Politikens Forlag, og jeg kan allerede nu sige, at jeg glæder mig til at læse mere af forfatteren – forhåbentlig også meget snart.
Richard Cortzen er en højprofileret kontreadmiral, som har stor status i det danske forsvar. Da han dør, rejser hans søn hjem til Danmark for at være med til begravelsen. Sønnen Tom har ligeledes været en del af det danske forsvar i Jægerkorpset, men han blev svigtet af sit fædreland under udsending. Under begravelsen henvender en tidligere soldaterkammerat sig til Tom. Der er brug for ham og hans professionelle evner til at opspore en dansk kvinde, hvis iranske kæreste er blevet slået ihjel.
Man får som læser et par gange lov til at høre lidt om de traumatiske oplevelser, Tom havde, da han var udsendt. Men efter min mening var det på ingen måde nok. Jeg vil gerne have meget mere historie om Toms fortid, por favor. Jeg kunne dog godt mistænke, at der måske kommer en såkaldt prequel på et tidspunkt, men man ved aldrig. Jeg vil tage imod en sådan med kyshånd.
Jeg var særligt glad for de moderne referencer, som flere gange dukker op i ‘Kongetro’. Der bliver blandt andet nævnt serien ‘Mr. Robot’ godt og vel halvvejs inde, og netop denne reference stemte fuldstændig overens med min egen sammenligning af karakteren i bogen. Two minds think alike – Tobias Bukkehave er jo trods alt også oprindeligt fynbo..
Men det er dejligt befriende at læse en spændingsroman, der ikke er spækket til med gamle russiske eller ukrainske spioner, men i stedet at læse en ufatteligt spændende thriller, som ikke står på bremsen bare et sekund undervejs.
Er det en ny Jens Henrik Jensen, vi har fået i form af Tobias Bukkehave. Tja, måske er der noget om snakken. Der er om ikke andet flere meget positive ligheder mellem ‘Kongetro’ og førstnævntes forfatterskab – og det siger jeg med den største ros. Jeg håber inderligt, at det ikke er det sidste, vi hører til Tom.
Forfatteren anvender nemlig et intelligent sprog, og han har sans for timing og snilde.
Selvom der er meget positivt at sige om ‘Kongetro’, vil jeg også påpege, at der til tider godt kan være lidt spøjse tilfældigheder, der råder. Hvordan i alverden kan man blive beskudt fra et tårn i den pågældende situation, ville en læser måske spørge sig selv, og hvordan falder tingene altid ud til hovedkarakterernes fordel. Men når det er sagt, nød jeg at læse en dansk udgave af James Bond, hvor vi har en smuk kvinde og en veltrænet geværmand i fin symbiose.
Går du til køjs med denne roman, skal du vide, at det er en actionmættet krimithriller, spændingsroman eller en tredje kategorisering inden for genren, som vil kræve, at du ofte tager et kapitel mere.
Min sidste kommentar til anmeldelsen er: “Hvornår kommer toeren om Tom og Sektion 7?”.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Politikens Forlag.
KARAKTER
Ingen kommentarer