Boganmeldelse – Forbandet blod af Jakob Melander

Boganmeldelse - Forbandet blod af Jakob Melander

Forbandet blod er første bog i en ny original bogserie på Mofibo ved navn Askehave. Serien er skrevet af den danske krimiforfatter, Jakob Melander og blev i første omgang udgivet til lyd- og e-bogstjenesten – vi har nu fået bogen i fysisk udgave.

Malin Askehave er født ind i en af Danmarks største shippingvirksomheder med værdifulde olieboringer i Nordsøen. På trods af familiearven brød hun og hendes bror med familiens bånd. Hendes hverv som forsanger i et band har givet hende muligheden for at ytre sine holdninger og gøre opmærksom på de problemer, som Askehave Shipping blandt andre virksomheder påfører Jorden.
Hendes liv tager dog en voldsom drejning, da en voldsom begivenhed finder sted på hendes fars 60 års fødselsdag.

Starten af bogen ledte op til en eminent kriminalroman med intriger, spænding og et familieimperium på vej mod bunden med faderens mindre uheld. Men desværre faldt korthuset sammen, og jeg synes, at der blev for meget sæbeopera og for lidt krimi til min smag. Der var som sagt bygget op til en fremragende fortælling, der næsten kunne lede tankerne i retning af Stieg Larssons ‘Pigen der legede med ilden’, hvor hemmelighederne bliver holdt tæt ind til kroppen. Men modsat den svenske verdensklassekrimi blev Jakob Melanders familiedrama – til sammenligning – kraftesløs.

Der er tale om en hemmelighedsfuld familie, hvor prestige og anerkendelse er det vigtigste for alle i Askehave-dynastiet – frem for et behageligt miljø iblandt selvsamme familiemedlemmer. 
Læser man titlen på bogen en gang mere, kan man næsten ikke undgå at studse over “Forbandet blod”. Det står klart, at titlen på bogen indikerer familiens spinkle og sårbare bånd, hvor grænsen mellem ven og fjende ikke er stor.

Bogen er, trods min skepsis, en aktuel krimi, som foregår i eller tæt på vores nuværende årstal. Brexit er en del af historien, og man kan næsten kun forestille sig, hvor vigtig sådan en aftale ville være for en shippingvirksomhed som Askehave Shipping. Ydermere spiller hele klimadebatten en væsentlig rolle i en stor del af bogen, og det gjorde til tider mere ondt end godt for min læsning.

Jeg kunne desværre ikke helt identificere mig med Malins egen efterforskning, og jeg manglede lidt mere, som så mange gange før, klassisk opklaringsarbejde, hvor en gerningsmand skal opspores og identificeres.

Heldigvis er der bøger til enhver smag på markedet, og denne var desværre ikke lige min kop te. Jeg er mere til forfatterens krimier om Lars Winkler, hvor den seneste i skrivende stund hedder, ‘Fjenden iblandt os’.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget People’sPress.


KARAKTER

For meget familiedrama og for lidt action Forbandet blod af Jakob Melander
2 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar