Dobbeltspil i Odessa er Mogens Bloms 4. selvstændige spændingsroman om efterretningsagenten Maiken Tarp. Endnu engang kaster jeg mig lige ud i det og springer et par udgivelser over. Det vil min anmeldelse til dels bære præg af, men jeg forsøger trods alt at give et billede af, om den kan læses, hvis man vælger at gå til nyeste bind, som jeg gjorde.
En dansk politimand i Kiev har modtaget en dødstrussel, som menes at komme fra en ukrainsk politiker. Denne melding kommer som et lyn fra himlen, og imens hun forsøger at komme sig over tabet af sin kæreste. Kærestens død har gjort hende til alenemor, som ud af ingenting skal tage sig af deres et-årige søn.
Maikens efterforskning leder hende til byen Odessa, hvor førnævnte politiker sammen med sin elskerinde tager til. Det skal dog vise sig, at ingen omkring Maiken spiller med åbne kort.
Er du til alenlange beskrivelser, så kan ‘Dobbeltspil i Odessa’ sagtens være noget for dig. Jeg synes dog, at disse uhyre detaljerede fortællinger kommer til at virke tung, og de gør bogens tempo langsomt. Jeg sad tilbage med følelsen af, at forfatteren havde glemt dialogerne – hvor er de henne. Bevares, der bliver talt i bogen, men det er ikke disse, der driver handlingen. Og det er synd.
Jeg tror måske desværre, at jeg er for ung til at kunne nyde bogen til fulde. Selvom jeg naturligvis har fulgt med i historieundervisningen på diverse uddannelsesinstitutioner, så har jeg ikke en fuld forståelse for det anstrengte liv flere mennesker lever i Ukraine. Når det er sagt, så er bogen så absolut højaktuel, hvilket jeg har læst, at Mogens Bloms tidligere udgivelser ligeledes har været. Vi lever pt. i en tid, hvor Ukraine og Rusland for nylig har indgået våbenhvile for at sætte krigen i bero.
Selvom bogen er yderst aktuel og tager fat på nogle alvorlige emner, så tiltalte den mig aldrig rigtig helt. Jeg synes ærligt, at den var for kedelig. Derudover har jeg tidligere skrevet, at de meget lange beskrivelser gav mig følelsen af at læse en kold og kedelig roman fra østblokken, der ikke havde haft muligheden for at se mange lyspunkter. Det lyder måske hårdt, men jeg er formentlig bare ikke den primære målgruppe til lige netop denne udgivelse.
Nu har jeg skrevet, hvad jeg ikke kunne lide. Det, jeg godt kan lide ved bogen, er dens sprog og dens aktualitet. Det er tydeligt, at Mogens Blom har gjort brug af sin erhvervsmæssige erfaring – hvis ikke, så tager jeg gevaldigt fejl, hvilket jeg vil beklage. Men det tror jeg nu, at han har gjort. Samlet set er ‘Dobbeltspil i Odessa’ rigtig fin, den var bare ikke lige noget for mig.
Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof.
KARAKTER
Ingen kommentarer