‘Det syvende mord’ er en kriminalroman skrevet af den australske forfatter Paul Cleave. Det er jeg lidt tør og humoristisk jeg-fortæller, hvor vi følger hovedpersonen Joe, som lever et selvstændigt og ensomt liv med sine to guldfisk.
Joe er rengøringsassistent på politistationen. Her styrer han løjerne og har alt under kontrol. Ligeledes har han sit såkaldte “natarbejde” under kontrol. I stedet for at lade sig skræmme af drabsmanden, der kaldes for ‘Christchurch-morderen’, fortsætter Joe ufortrødent. Det siges, at drabsmanden har slået syv kvinder ihjel – det ved Joe dog er løgn, da drabsmanden kun har dræbt seks.
En af de ting, der gør ‘Det syvende mord’ værd at læse er det faktum, at det er en spøjs fortælling om en seriemorder, hvor vi delvist følger hans perspektiv og delvist ser handlingen udefra. Vi kommer altså helt tæt på orkanens øje og får lov til at læse hovedpersonens morbide tanker, som af og til grænser til det autistiske. Joe er en meget kontrollerende person, som har styr på sit liv, står op samme tid hver dag uden vækkeur og fodrer sine fisk som en fast bestanddel af sin hverdag. Hvis noget afviger fra denne, hvilket det ikke gør, går der ged i tingene. Men en dag sker der noget, så Joe ikke længere kan følge sine slaviske arbejdsgange.
Jeg er faktisk ret stor tilhænger af den tørre humor, som bogen også bringer til bords. Flere gange tog jeg mig selv i at sidde og “høhø’e” lidt for mig selv, selvom der egentlig ikke var noget synderligt at grine af.
Ydermere er Joe meget hård og direkte i sin facon – om ikke andet noget, når han er uden for sit rolle, og/eller når man er inde i hovedet på hovedpersonen.
Det ses bl.a. meget tydeligt, når han står overfor sin diametrale modsætning i søde og rare Sally, der blot ønsker det bedste for Joe og forsøger at charmere sig ind på ham ved at komme med dejlig frokost.
En af de ting jeg var lidt træt af ved ‘Det syvende mord’ var længden på bogen. For mit vedkommende var det en meget lang bog, der langt størstedelen af tiden omhandler samme emne, hvilket blev en kende for trivielt. Jeg manglede action i stedet for blot at følge Joe på arbejde, hjemme i lejligheden eller på besøg hos sin gamle mor til farsbrød, som han i øvrigt slet ikke bryder sig om. Jeg manglede, at der skete lidt mere end de få gange, hvor vi for alvor fik lov til at følge seriemorderen i aktion.
Alt i alt var der lidt for meget snak og for meget morbiditet, hvor sidstnævnte egentlig er godt, men for mit vedkommende er det “kun” godt, når det følges op af hårdkogt action. Derfor kan jeg ikke give højere bedømmelse i denne omgang.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er læst via Mofibo, af hvem jeg har fået sponsoreret et abonnement.
KARAKTER
Ingen kommentarer