Det glemte barn er en selvstændig kriminalroman af den franske forfatter Michel Bussi. Han er særdeles kendt for sine tidligere udgivelser Store Åkander og Pigen i flyet. Det nyeste skud på stammen er han sluppet rigtig fint af sted med.
Martian og Liane Bellion tilbringer tiden i et ferieparadis på den franske ferieø Réunion med deres fælles seksårige datter “Sofa”. Alt ånder fred og ro i de fantastisk romantiske omgivelser, men pludselig forsvinder Liane sporløst fra hotellets grund. Politiets hovedmistænkte er Martian, da han er sidste levende billede, der har set Liane på hotellet.
Da Martian og datteren Sofa ligeledes kort efter forsvinder, igangsætter myndighederne og resten af øen en massiv og højdramatisk eftersøgning på den formodede morder og hans formodede gidsel – i form af hans datter.
Michel Bussi har leveret en bog i internationalt format, når man anskuer det fra et bredt perspektiv. Jeg er overbevist om, at det er en bog, der falder i rigtig manges smag og bliver en international bestseller. Ifølge mig skulle bogen have indeholdt mere “tjubang”. Jeg er til krimier, der indeholder mere konstant spænding i jagten på gerningsmanden – det finder man efter min mening ikke i denne bog.
Bogen er dog en velskrevet kriminalroman, der beskriver omgivelserne helt fantastisk. Vi får virkelig følelsen af at være på en solfyldt breddegrad og mærke det turkisblåt hav i baghaven.
De idylliske beskrivelser i Det glemte barn får en til at drømme sig væk til ferieøen, men vi må desværre tage til tak med gråt dansk efterårsvejr – som jo naturligvis også har sin charme.
Martians og Lianes datters rigtige navn er Josapha, men hun bliver oftest nævnt og tiltalt som Sofa, hvilket er grunden til, at jeg har valgt at benytte navnet i anmeldelsen her.
Plottet i bogen er godt, og jeg kunne som sådan meget godt lide handlingsforløbet, skønt der ikke var fuld knald på hele vejen igennem. Persongalleriet er relativt begrænset til nogle få nøglepersoner, hvor vi helt klassisk bliver introduceret til en lang række personer perifert.
Jeg var bange for, at det i bogen blev endnu en triviel fortælling, fordi jeg kunne ikke se, hvornår ‘point of no return’ skulle komme. Men da det gjorde, gav det hele meget mere mening – så hang in there og fortsæt læsningen, selvom den måske kan synes lidt tung til tider.
Det er første bog, jeg har læst af franskmanden, og Det glemte barn har vakt min interesse for mere af ham.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press.
KARAKTER
Ingen kommentarer