Boganmeldelse – Den permanente af Thomas Bagger

Boganmeldelse - Den permanente af Thomas Bagger

Den permanente er 1. bind i serien om Ask Hjortheede og er dermed Thomas Baggers krimidebut. I skrivende stund har forfatteren udgivet to efterfølgende bøger med samme hovedperson, men denne anmeldelse vil udelukkende have fokus på første bog.

Efterforskeren Ask Hjortheede vælger efter flere måneders indlæggelse af lade sig udskrive på trods af lægernes manglende billigelse. Det er ikke kun Asks fysik, der er en trussel for hans helbred, så han vælger derfor at isolere sig i familiens sommerhus. To mænd forsøger at gøre en ende på efterforskerens liv i det lille sommerhus, men en mystisk mand dukker op og reder trådene ud for Ask, og denne selvtægtsmand skal vise sig at have større betydning end først antaget – for hvad er mandens intention med at redde Asks liv?

‘Den permanente’ er læsernes og samtidig også mit første møde med bøgernes hovedperson, Ask Hjortheede. Han er en hovedperson, som virker tilpas utilfreds og bitter over tilværelsen efter hans ulykke, hvor en ung og uerfaren kollega uheldigvis omkom i en brand i forbindelse med en efterforskning.
Ask er samtidig en helt klassisk tapper politimand, der ikke viger tilbage, selvom situationerne måske ser usikre og farlige ud.
Hans redningsmand og samtidig hans modpol er en ung mand, der kæmper med sine indre dæmoner og ikke har mange faste holdepunkter i sit liv. I min optik er der en interessant dynamik de to mænd imellem, som flere gange kommer til udtryk i takt med at historien udfolder sig.

‘Den permanente’ har et godt og levende sprog, som nemt leder læsernes øjne fra top til bund. Thomas Bagger skriver fyndigt – kort og godt. Jeg ved ikke, om det er grundet forfatterens uddannelse i medievidenskab, eller om det er noget helt andet, men jeg kunne uden problemer se scenerne i bogen udspille sig for mit indre øje. Af samme grund kunne jeg ikke se noget fordækt i, at scenerne også kunne vises i en fyldt biografsal eller foran flimmerkassen hjemme i stuen – så det håber jeg kommer til at ske.

Men vigtigst af alt så er plottet på plads. Jeg blev under min læsning overrasket, forbløffet og faktisk også forarget – på den gode måde. Thomas Bagger har tænkt tingene igennem og skabt en god bund for en fremtidig spændende krimiserie.
Man må sige, at der er lagt i kakkelovnen til en spændende efterfølger med den slutning, som vi får i ‘Den permanente’. Thomas Bagger er ikke bange for at tage chancer, og jeg håber, at han holder fast i dette fremover, fordi det klæder ham, og det klæder genren endnu mere.

Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget, Montagne – mange tak for bogen.


KARAKTER

Thomas Bagger skriver fyndigt og godt! Den permanente af Thomas Bagger
4 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar