Boganmeldelse – Skyggegæsten af Tor Lindsø

Boganmeldelse - Skyggegæsten af Tor Lindsø

Skyggegæsten er skrevet af forfatteren Tor Lindsø er er udgivet på det nye forlag, Lindbak + Lindbak. Jeg fik tilbuddet om at anmelde bogen direkte fra forlaget, hvilket jeg hurtigt takkede ja til.

Syv lig bliver fundet døde i en norsk jagthytte på Svalbard. I blandt de døde er Vitus Emmentals forældre, der for over 12 år siden stævnede ud fra den danske kyst. I over 12 år har Vitus haft en forståelse af, at forældrene sammen med Vitus’ bror omkom i en kæntringsulykke under en ferie. Men nu er der pludselig nye spor i sagen.
Samtidig findes en lille dreng dræbt i New York. Alle spor peger i én retning. Gerningsmanden skulle have været omkommet i selvsamme ulykke som Vitus’ familie.

Det er altid dejligt at blive bekendt med nye forlag. Ydermere er det en fornøjelse at blive kontaktet direkte med henblik på anmeldelse – det er på en eller anden måde et indirekte klap på skulderen. Efterhånden kommer der en del henvendelser, og det er desværre fortsat relativt mange, jeg er nødt til at sige “Nej tak” til. ‘Skyggegæsten’ var dog en af de få undtagelser, da jeg oprigtigt syntes, at bagsideteksten lød både dramatisk og begivenhedsrig. 

Jeg havde dog ikke set, at det var en moppedreng på hele 576 sider. Dermed ikke sagt, at jeg udelukkende vælger bøger med få sider, men jeg har tidligere haft oplevelser, hvor meget lange bøger hurtigt bliver udvandede. Det var lidt samme tilfælde i denne omgang, desværre. 
I ‘Skyggegæsten’ er der i min optik ekstremt mange detaljer, som sagtens kunne være undværet, og det hele bliver en lille smule for udpenslet. 

Kriminalromanen er skrevet i let sprog, hvor alle kan være med. Der er ingen tungevridende gloser, der kan binde knuder på stemmebåndene, men derimod er der fint flow i dialogerne – knap så meget i handlingen.

I begyndelsen kan bogen godt virke en lille smule rodet, da vi skifter fra Vitus’ verden i Danmark til en efterforskning i New York. Vi finder heldigvis ud af hvorfor senere i bogen, men det bliver sammenhængen ikke mindre rodet af.
Jeg havde forventningen om, at slutningen for alvor ville tage bagdelen på mig, og det var egentlig en af de længsler, der fik mig til at læse videre, men desværre ebbede det lidt ud igen mod slutningen. Der var mange gode muligheder for at det virkelig kunne blive en fed krimi, men desværre blev det aldrig sådan helt fantastisk godt.
Der er ingen overflødige karakterer, og det er rigtig fint. Men.. Og jeg ved, at der er mange “men’er” i denne anmeldelse, men vi har en ekstraordinær karakter. Der er tale om en – rent ud sagt – kvindelig liderlig og sexistisk chef, der blot anser sine mandlige medarbejdere som rene vårharer.

Alt i alt er ‘Skyggegæsten’ en OK krimi, der karaktermæssigt for mit vedkommende lander lige omkring midtersektionen eller lidt under.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Lindbak + Lindbak.


KARAKTER

En langtrukken affære Skyggegæsten af Tor Lindsø
3 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar