Boganmeldelse – Den der banker på af Kristina Ohlsson

Boganmeldelse - Den der banker på af Kristina Ohlsson

‘Den der banker på’ er en ny og dermed tredje kriminalroman i serien om Martin Benner, der er skrevet af den svenske forfatter, Kristina Ohlsson. Det er mit første møde både med serien og med forfatteren, hvilket anmeldelsen også bærer præg af.

Martins gode ven Henry afgår ved døden, og det sætter Martin i en situation, hvor han har mulighed for at overtage vennens andel i en antikvitetshandel i New York. En ældre herre henvender sig til Martin efter begravelsen med beskeden om, at Henrys død formentlig ikke var naturlig. Sandheden er nu op til Martin at opklare, og det viser sig, at der knytter sig bånd til et skakbræt og en magtfuld organisation.

Bogen har mange krydsende temaer, men stærkest af dem alle var for mig at se “den svære kærlighed”. Der er adskillige besværlige personlige forhold i ‘Den der banker på’, som alle kommer til udtryk på hver deres individuelle måde. Det er både de moderne parforhold, der involverer bonusbørn og nogle af de udfordringer, det kan medføre samt forhold, der er underlagt og/eller begrænset af religion. 

Tine fra ‘Frk. Tines krimitanker’ skrev en kommentar til et af mine billeder på Facebook, som bl.a. indeholdt beskeden om, at jeg måske kunne risikere at miste en del af den samlede historie ved at skippe de to første bøger i forfatterens serie. Jeg forventede – for at være helt ærlig – at det blot var den evige gamle svada om, at man får mest ud af at læse den komplette historie i den rækkefølge, som forfatteren selv havde tiltænkt, at de skulle læses. Men jeg må sande, at Tine havde fat i den lange ende, da hun “advarede” mig. Der var virkelig nogle gange, hvor jeg manglende en indledende introduktion til karakterernes relationer, selvom forfatteren forsøger at kompensere for det i ‘Den der banker på’.

For mig var ‘Den der banker på’ ikke en bog, der emmer af spænding fra start til slut. Det er i højere grad en bog, som kun har nogle enkelte facetter, der kunne få mig til at vende et par enkelte sider mere, men altså kun engang imellem.
I seriens tredje bind er der (igen) stort fokus på de personlige relationer, hvor privatlivet virkelig kommer til udtryk. Nogle gange er det velfungerende, hvis også handlingen appellerer til mit humør, og andre gange bliver det desværre for ensformigt.

Hvis man har læst med på bloggen et stykke tid, har man efterhånden (forhåbentlig) fundet lidt ud af, hvilke bøger jeg godt kan lide, og hvilke typer krimier, der ikke rigtig siger mig det helt store. Men hvis man ikke kender mine personlige favoritter på forhånd og blot læser de enkelte boganmeldelser selvstændigt, kan anmeldelser som denne godt komme til at fremstå lidt som små “sure opstød”. Jeg læser dog alligevel et bredt spektrum af kriminalromaner for at de læsere, der har lidt samme kræsne smag som jeg, kan navigere udenom uden at blive skuffede. 
Jeg synes dog, at jeg alligevel giver en melding om, at visse bøger nok bare ikke var for mig grundet dit eller dat. 

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Modtryk.


KARAKTER

En lidt kedelig affære med få momenter af noget rigtig godt Den der banker på af Kristina Ohlsson
3 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar