Boganmeldelse – Amazonas af Steffen Nohr

Boganmeldelse - Amazonas af Steffen Nohr

Amazonas er skrevet af den danske forfatter Steffen Nohr og er en spændingsroman, som foregår dybt inde i junglen. Det er en roman, som mest af alt sender tankerne i retning af Indiana Jones og de eventyr, der venter på de mange skattejagter.

Blot en uge efter et flystyrt over regnskovens tætte kroner får en fordrukken fængselsfange ved navn John Hyde et overraskende besøg. Tre udsendinge fra det franske konsulat efterspørger Johns hjælp til at hente en fransk missionær ud af junglen. De tre lokker med en løsladelse og benådning, hvilket får vores hovedperson til at indvillige i at hjælpe med en redningsaktion. På trods af sin store erfaring og indsigt i regnskovens mange farer kommer John og hans entourage ud for lidt af hvert. 

Som jeg skrev i begyndelsen af anmeldelsen, synes jeg, at bogen starter lidt som en Indiana Jones film med Harrison Ford. Selvom jeg mest er til de barske krimier, der deler ud af mord og mordgåder i stride strømme, så var jeg ganske fornuftigt underholdt – i starten. Min begejstring ville ingen ende tage, men pludselig da jungleloven for alvor tog over, så blev det lidt for meget til min smag. 

Jeg undrede mig faktisk over en ting i løbet af læsningen, hvilket ikke sker specielt ofte. Dupont og Dupond, som man næsten må formode er fra Tintin, nævnes en enkelt gang i bogen. Nu ved jeg ikke, om tegneserien var nået til Peru i 1930’erne, men på det tidspunkt var tegneserien kun 10 år gammel. Jeg studsede kun over det, fordi jeg var virkelig glad for at læse og se Tintin, da jeg var barn. Nu dukkede det tilfældigvis op i ‘Amazonas’, og måske er det fuldstændig irrelevant, da det ingen indflydelse har på min endelige bedømmelse, men ja. Nu er det sagt.

I takt med at vi kommer dybere ind i regnskoven, kommer vi også tættere ind på livet af John Hyde og hans fortid. Det er en yderst interessant udvikling, vi ser, og den viser med al tydelighed, at arv og miljø kan gøre meget ved et menneske. Ydermere er historien også en fortælling om et menneskes forfald.

Desværre var skattejægere og opdagelsesrejsende dybt inde i junglen ganske interessant til at starte med, men spændingen og magien forsvandt i takt med piratfiskenes indtog. ‘Amazonas’ havde ellers et vanvittigt stort potentiale. Derfor kan jeg ikke belønne bogen med mere end tre stjerner.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup – tusind tak for bogen.


KARAKTER

Et fint jungleeventyr, men ikke mere end det Amazonas af Steffen Nohr
3 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar