The Act er en serie, der omhandler en virkelig sag fra 2015, hvor en ung pige ved navn Gypsy Rose slog sin mor, Clauddine Blanchard ihjel. Moderen led af Münchausen by proxy og fik sin datter til at syne syg for omverdenen (for selv at få anerkendelse)
Jeg er opmærksom på, at jeg netop har afsløret, hvad serien handler om eller slutter med, men min anmeldelse vil ikke være meget værd, hvis ikke informationen, om at moren bliver slået ihjel, ikke er inkluderet. Jeg håber derfor ikke, at jeg skuffer nogen ved at have denne lille, men trods alt meget væsentlige detalje med.
Noget af det, der rørte mig allermest, var, at ‘The act’ er bygget på virkelige hændelser, og at de nøglepersoner, som oplevede den virkelige tragedie er meget virkelighedstro skildret i serien. Moren led af denne forfærdelige psykiske sygdom og sygeliggjorde sin datter i jagten på anerkendelse – måske endda uden selv helt at være herre over tingenes tilstand.
Jeg begriber ikke, hvor uhyggeligt det er, den måde moren lyver overfor sin datter på. Hun holder hende for nar og lader hende knap nok komme udenfor en dør. Når serien udvikler sig, så får man heldigvis belyst, hvad der forårsagede denne maniske tilværelse.
Det er for mig at se helt fantastisk skuespil af den unge pige – specielt i starten – som spilles af Joey King. Moren, som spilles af Patricia Arquette, gør det også sublimt. Flere af scenerne er gjort uhyggelige rent filmteknisk, og jeg forventede nærmest at blive skræmt af et såkaldt “jumpscare”, men det udeblev – og det er måske endda ganske fint for den gængse beskuer.
Jo længere man kommer i serien, jo mere dyster bliver den, og jo mere bliver man draget og nødt til at se den færdig. Det skal dog siges, at den i mine øjne var meget langtrukken. ‘The act’ er dybest set blot en dramatisering af virkelige hændelser over 8 afsnit, som sagtens kunne have været gjort endnu kortere – uden det ville have haft den store indflydelse på oplevelsen.
Jeg har ikke nogen børn, så måske jeg ville have haft en anden opfattelse, hvis det var tilfældet. Men jeg synes ikke, at serien var i en passende længde.
Til slut vil jeg blot sige, at det, at ‘The act’ bygger på en virkelig historie, er det, der gør den værd at se. Udover at se denne dramatiserede udgave, så bør du, hvis den føromtalte version tiltalte dig, også se dokumentaren om sagen, som ligeledes er at finde på streamingtjenesten, HBO.
Jeg er altid meget lydhør for nye tv-serier, som jeg bare skal se. Så hvis du sidder derude og har en serie, som du vil anbefale, så tøv ikke med at skrive den i en kommentar herunder.
Rigtig god fornøjelse.
KARAKTER
Ingen kommentarer