Ulvesommer er en ny kriminalroman/krimithriller skrevet af den svenske forfatter Hans Rosenfeldt. Hvis du synes, navnet lyder bekendt, så skyldes det ganske givet, at han tidligere har dannet “krimipar” med Michael Hjorth. Herudover står han også bag serier som Broen samt Marcella.
Titlen Ulvesommer er ikke for sjov. En død ulv findes med resterne af et menneske i maven. På baggrund af skaderne på kroppen, vurderes det, at personen har overlevet en massakre for efterfølgende at blive konsumeret af en sulten ulv. I den lille grænseby til Finland må Hannah Wester og hendes kollegaer arbejde hurtigt, da flere og større kræfter – lig politiet – ønsker at finde hoved og hale i det hele. En række brutale hændelser udspiller sig i den lille by – langt værre end nogen kunne have forestillet sig.
Sikke en intro, og sikke en thriller. Jeg har tidligere læst Hans Rosenfeldts og Michael Hjorths serie om Sebastian Bergman; seneste udgivelse ved navn ‘En højere retfærdighed’. Men nu er duoen splittet op og Hr. Rosenfeldt er gået solo – og det er gået rigtig godt, hvis du spørger mig.
Romanen er skrevet med fuld intensitet. Vi har samme hurtige sceneskift, som vi kender det fra film og serier. Men derudover er der heller ingen hemmeligheder. Relativt hurtigt får vi en klokkeklar afsløring af, hvem banditterne er. Er du derfor ikke til denne type bøger – og måske langt mere til whodunnit-universet, ja.. Så skal du måske overveje det en ekstra gang. Jeg vil dog vove påstå, at du går glip af noget, hvis du skipper denne roman.
Måske jeg konkluderer noget på et falsk grundlag – grundet forfatterens tidligere succeser med tv serier – men jeg synes, jeg kan genkende noget af teknikkerne bag. Jeg nævnte før de hurtige skift og mange mindre sekvenser, og det samme synes jeg, man ofte ser på tv’et.
Jeg ved ikke, om samme virkemidler bruges eller kan bruges, når der både skrives til tv-skærmene samt bogformatet, men der er noget, der klinger ens. Hvorom alting er, så lykkedes forfatteren rigtig godt med ‘Ulvesommer’.
Serier er der nok af på markedet i øjeblikket, hvis du spørger mig, og det lader til, vi får endnu en af slagsen. Selvom ‘Ulvesommer’ på mange måder var forudsigelig både i henhold til plot og fremtidige bøger – jeg gætter på, det er meningen – så leverer den også overraskelser, hvilket jeg personligt er svært glad for at se i kriminalromaner. Så du kan godt læne dig tilbage, smide benene op og forberede dig på, hvad jeg gætter bliver, en trilogi.
Det virker nemlig som en bogserie sprængfyldt med idéer og store planer for fremtiden.
Godt krimihåndværk og stærk start på en ny serie.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er modtaget som et anmeldereksemplar fra forlaget Politikens Forlag.
KARAKTER
Ingen kommentarer