Anmeldelse af Irène skrevet af Pierre Lemaitre

Anmeldelse af Irène - Pierre Lemaitre

Irène er en fransk kriminalroman skrevet af Pierre Lemaitre og er første bind i forfatterens trilogi om hovedpersonen Camille Verhoeven. Egentlig er ‘Irène’ en såkaldt prequel til bogen ‘Alex’, og vi får altså i denne udgivelse forhistorien – lidt a la vi gør med Stefan Ahnhems kriminalroman ‘Den niende grav’.

Kriminalkommissæren Camille og hans kone Irène kan næsten ikke vente med at møde deres første barn. Inden lykken kan ske fyldest, bliver Camille sat til at opklare et barsk mord, hvor drabet efterligner en klassisk scene i en af James Ellroys romaner. Flere mord følger trop, og fælles for dem alle er, at de gengiver bestialske litterære scener. Pressen er stort set umulig at holde på afstand og gør så absolut ikke opklaringsarbejdet lettere for Camille og hans hold. 

Noget af det første, man lige skal vænne sig til, er, at Camille (kamiij) er en mand. Nu har jeg godt nok haft fransk i gymnasiet, men det var nok mere af pligt end af lyst, jeg gik til de relativt begrænsede antal undervisningstimer, jeg gjorde.
Det er en af de første gange jeg læser fransk krimi, tror jeg. Jeg er voldsomt fascineret af forfatterens evne til at skabe nogle interessante og spændende kapitler, der, selvom de er korte, virker til at have den helt korrekte længde.

To kvinder – prostituerede – findes fuldstændig maltrakteret og dræbt på bestialsk facon. Hvem og hvorfor er de slået ihjel? Det er det store spørgsmål, som Camille og hans hold må stille sig selv.
Jeg elsker det faktum, at morderen efter sigende, og hvis man skal tro efterforskerne, har valgt at gå i fodsporene på nogle dygtige og brutale kriminalforfattere og udleve de bestialske forbrydelser, der kan læses om i romanerne i virkeligheden. Det giver fiktionen et helt nyt lag og bliver, som gerningsmanden på et tidspunkt i bogen beskriver det meget godt, ‘en slags metafiktion’.

Det er ingen hemmelighed, at jeg var virkelig oppe og køre over den her bog.

Hvis du kan lide Stefan Ahnhem, som jeg nævnte i anmeldelsens begyndelse, vil du med stor sandsynlighed også være stor tilhænger af Pierre Lemaitres ‘Irène’. De barske beskrivelser ligner i stor stil hinanden, og jeg vil vove at påstå, at man skal læse Pierre Lemaitre, hvis man ønsker at sige, man er en ægte krimifan. Så kom du bare igang, hvis du ikke allerede har fået ham kigget nærmere efter.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er blevet læst/lyttet via lydbogstjenesten Mofibo. Tusind tak for det sponsorerede abonnement. Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du læse min hudløst ærlige anmeldelse af deres reader her.


KARAKTER

Irène er et mesterstykke Irène af Pierre Lemaitre
5 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar