Anmeldelse af Suffløren af Donato Carrisi

Anmeldelse af Suffløren af Donato Carrisi

Suffløren, en international bestseller, er skrevet af den italienske forfatter Donato Carrisi. I 2011 blev bogen kåret som årets krimi i Frankrig, og jeg kan allerede sige nu, at det også er en af de bedste bøger, jeg har fået læst meget længe.

Mila Vasquez er ekspert i at opspore forsvundne personer, særligt børn. En ny sag er landet på hendes bord. Fem brutalt myrdede piger, hvor eneste spor i sagen er deres afhuggede arme. Ja, det er slet, men det bliver endnu værre endnu. ‘Suffløren’ er en barsk og ikke mindst grusom roman. I takt med at efterforskningsteamet nærmer sig en opklaring, sker der nye makabre mord. Det skal vise sig, at der er en langt mere udspekuleret seriemorder på spil, som gemmer sig i ly af mørket.

Efter jeg er blevet far, er der nogle andre ting, der er lidt sværere at læse om. Eksempelvis pædofili, som det gør sig gældende i ‘Suffløren’. Men det skal ikke tage noget fra bogen. Det er en helt igennem fantastisk læseoplevelse, du har i vente, hvis du endnu ikke har kastet dig over den. Men vær på vagt, den er sgu tough. Selvom jeg vil mene, jeg er ok habil inden for den barske del af krimilitteraturen, vil jeg sige, at ugerninger mod børn, begynder at tære hårdere på mig.

Efter sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en følelse af, at jeg ikke behøvede at læse en anden bog lige foreløbig. Årsagen ligger i, at det er en knaldhamrende god bog, som lige skal have lov til at bundfælde sig. Det er vist også det, nogle kalder for en “book-hangover”. Jeg var fuldstændig lamslået over den høje kvalitet af spænding, forfærdelse, overraskelser og snilde. Allerede nu har jeg anbefalet ‘Suffløren’ til flere i min omgangskreds – og nu får du også lige en anbefaling med på vejen. 

Noget af det de gode – og ekstraordinært gode – kriminalromaner kan, er at overraske. Lige når man tror, man har formået at knække koden og gennemskue hele plottet, bliver man smidt tilbage bagest i bussen og skal mere eller mindre starte forfra. ‘Suffløren’ fik mig til at gætte med undervejs, men jeg nåede aldrig rigtig af greje hverken det hele eller halve, før historien var forbi.
Og det er såmænd godt det samme.

Hvis du mangler en god kriminalroman, der kan underholde dig en pokkers masse timer, så vil jeg anbefale dig at læse ovenstående bog. Du får det hele serveret på et sølvfad og skal egentlig bare lade øjnene glide hen over siderne. En sand fornøjelse, hvis du spørger mig.

Seks ud af seks stjerner herfra.

God læsning.

Der er ingen snak om anmeldereksemplarer denne gang, da jeg selv for en gangs skyld har købt bogen i en genbrugsbutik. Vel at mærke længe før nedlukningen.


KARAKTER

En helt enestående læseoplevelse Disciplen af Hjorth Rosenfeldt
5 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar