Boganmeldelse – Mød mig i paradis af Heine Bakkeid

Boganmeldelse - Mød mig i paradis af Heine Bakkeid

Mød mig i paradis er 2. bog i serien om Thorkild Aske af den norske krimiforfatter, Heine Bakkeid. Forfatteren er af flere omgange blevet sammenlignet med landsmanden Jo Nesbø, og det fortjener han i den grad også.

Milla Lind er en kendt norsk krimiforfatter, som skal researche på sin nye bog. Hun overtaler Thorkild til at hjælpe hende, selvom hendes seneste konsulent blev slået ihjel for ganske nylig under vedkommendes research. Hendes bog skal baseres på virkelige hændelser i en uopklaret sag, hvor to piger blev bortført fra deres børnehjem.
Thorkild erkender dog hurtigt, at sagen indeholder langt flere lag end først antaget, og mørket spreder sig, i takt med at han dykker længere og længere ned.

Denne anden bog i serien om Thorkild Aske er langt mindre psykedelisk end den første. Den første kunne godt være lidt for overtroisk og urealistisk på grund af de mange vrangforestillinger, som vores hovedperson blev udsat for. Selvom hans pillemisbrug i den grad bliver vedligeholdt i nummer to, så virker det, som om han har fået lidt bedre styr på sit til tider vildfarende tankespind. Hvorvidt det betyder, at han er mindre mentalt ‘ude af den’, vil jeg lade være usagt i min anmeldelse.

Jeg har tidligere anmeldt ‘Jeg vil savne dig i morgen’, som er første bog i serien, på bloggen. Præcis som med første bog, så var jeg ganske godt underholdt og læste bogen på kun et par enkelte dage. Heine Bakkeid skriver godt, og han formår at fastholde læserens opmærksomhed.
I ‘Mød mig i paradis’ skifter fortælleren løbende mellem Thorkild Aske, som vi kender det fra den forrige, og en af de markante underspillede hovedpersoner i bogen. Det skaber en glimrende dynamik, som jeg er rigtig stor tilhænger af.

Som kort nævnt herover, så varer spændingen ved i løbet af bogens handling. De små gensyn med fortiden er med til at holde liv i håbet, selv når det hele ser mest sort ud.

Det er en enormt spændende bog med en masse at byde på for den gængse krimilæser. Jeg vil tro, at de fleste vil kunne lide Heine Bakkeids måde at skrive på, da den på en og samme tid benytter mange af de fantastiske teknikker, som vi kender det fra nærmest samtlige kriminalromaner på markedet, men han formår samtidig også at give genren lige det ekstra, der skal til for at gøre hans bøger ekstra gode.

I min optik var bogen ikke nervepirrende, og jeg sad på intet tidspunkt helt ude på kanten af stolen med fuldstændig nedbidte negle, men ‘Mød mig i paradis’ er en krimi god bog over det gennemsnitlige niveau. Jeg vil anbefale dig at læse den første bog, inden denne bliver revet ned fra hylderne i boghandlen.

Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar af forlaget, Lindhardt og Ringhof.


KARAKTER

Har en masse at byde på Mød mig i paradis af Heine Bakkeid
4 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar