Nå, jeg har tænkt en del over, hvorvidt jeg skulle skrive dette indlæg, eller hvorvidt jeg helt skulle lade være. Jeg er, som du måske kan regne ud, kommet frem til, at jeg er nødt til at åbne munden og kommentere på nogle af de synspunkter, der er givet udtryk for i en artikel af den sikkert absolut litteraturkyndige skribent Lars Bukdahl i Weekendavisen i dag.
Der er nemlig skrevet en relativ lang artikel om, hvordan vi bogbloggere til dels bliver “købt” af forlagene, da disse inviterer os bloggere til en række intime arrangementer med kendte krimiforfattere før eller lige omkring deres respektive udgivelsesdatoer. Her får man mulighed for at komme helt tæt på forfatteren og få et andet indblik i vedkommendes research, arbejdsmetoder og meget andet. Jeg har kun haft mulighed for at deltage i et enkelt arrangement med Michael Katz Krefeld i Århus, da han udgav ‘Mørket kalder’. Men i artiklen bliver der refereret til et nyligt afholdt arrangement med Anne Mette Hancock, hvor jeg også var inviteret, men hvor jeg desværre ikke havde mulighed for at deltage – det er også en af grundene til, at jeg skriver dette indlæg.
Forfatteren bag artiklen kommenterer spydigt på bogbloggeres generelle mangel på sproglige udfoldelser i sine egne skarpe og meget kontante vendinger. På trods af min akademiske baggrund tillader jeg mig nu fortsat at skrive i et sprog, som alle forstår, da jeg mener, at det er netop dét, der adskiller os fra de gængse kulturanmeldere på landets dagblade. Vi er bloggere, og vi er samtidig Hr. og Fru Danmark. Vi bruger vores få fridage på at udbrede kendskabet til en masse kriminalromaner, og nogle gange bliver der også skrevet blogindlæg om disse intime arrangementer, da jeg kan forestille mig, at bloglæsere ligeledes synes, at det er underholdende at følge lidt med i, hvad der sker bag scenen.
Pointen står skrevet i granit
Det er ikke til at tage fejl af litteraturkritikerens ærinde. Vi er for gavmilde med vores roser, og vi bogbloggere kaster om os med stjerner. Det kan sagtens tænkes, at vi indimellem lader os overvælde over de private relationer til forfatterne, men jeg mener dog alligevel, at mange bedømmer bøgerne ud fra bogens kvaliteter. Men.. jeg kan sagtens se, at konsekvente fem eller seks-stjernede anmeldelser skaber en ubalance og til dels skaber en mangel på troværdighed hos modtageren, når dette gentages i mange anmeldelser af diverse yndlingsforfattere.
Vi – når jeg skriver vi, mener jeg bogbloggere – skal selvfølgelig ikke være “bonkammerater” med forfatterne, og det er netop denne problematik, som får skribenten til at spidse sin finlitterære pen. Men i stedet for at være objektiv og saglig og invitere til en åben debat, går vedkommende desværre i højere grad efter manden end efter bolden.
Personligt er jeg ikke nævnt i artiklen, men jeg føler ikke, at jeg kan tie den ihjel. Jeg står lidt med en fod i hver lejr, da jeg i nogen grad er enig i mange af skribentens synspunkter, men jeg mener dog samtidig, at måden hvorpå kritikken er formuleret er for ensidig og bliver nærmest til en personlig hetz mod de pågældende bogbloggere.
Og måske skulle den finkulturelle forfatter til dagens artikel reflektere lidt over, i hvilken forfatning forlagene mon ville være, hvis det ikke var for den populære krimigenre. Som måske en af de mest betydningsfulde figurer inden for kultur og litteratur har direktøren for Nordens største forlag Gyldendal, Morten Hesseldahl slået til lyd for, at krimilitteraturen er den genre, der holder godt liv i mange forlag og samtidig også får mange ganske almindelige mennesker til at læse bøger.
Det skal naturligvis ikke blive en konkurrence om, hvem der kan være mest loyal over for hinanden, men jeg vil gerne med dette indlæg udvise min sympati for de, der på denne noget usaglige og underlødige måde er blevet nævnt ved navn i Weekendavisens artikel, da jeg mener, at det er at gå for langt fra skribentens side.
God weekend.
Ingen kommentarer