Se den anden vej er en nyere psykologisk thriller skrevet af den norske læge og krimiforfatter, Torkil Damhaug. Netop denne lidt atypiske tidligere levevej er noget, der skinner igennem, når man læser romanen. Forfatteren har mange meget detaljerede og velbeskrevne scener med fra den lægevidenskabelige verden, hvilket gør læsningen til en særlig oplevelse.
To hjemløse brødre er vant til at få råd til dagen og vejen ved at stjæle fra intetanende turister. En dag får de dog fat i en dametaske, som de så absolut skulle have holdt nallerne fra. Indholdet er af en værdi, de næsten ikke kan forestille sig, og inden længe har de en masse fra den ungarske underverden efter sig. Deres unge skæbner bliver forbundet til andre skæbner, som blandt andet omhandler den yngre medicinstuderende, Marlen.
Netop Marlen er en ung norsk kvindelig medicinstuderende, som intet ved om, hvordan tingene hænger sammen i den ungarske hovedstads småkriminelle skyggesider, og hvor alt for mange indbyggere er vant til at se den anden vej. Hun er vant til en helt anden hverdag i sit rige hjemland. Men da hun mister en bekostelig genstand, som måske har større affektionsværdi end egentlig økonomisk værdi, bliver hun klar over, at ikke alt er, som hun er vant til.
‘Se den anden vej’ er lidt tung i starten, og jeg sad lidt med følelsen af, at bogen næsten skulle skubbes i gang. Heldigvis bliver det lidt bedre, når flere karakterer bliver introduceret, og de indbyrdes relationer præsenteres.
Har du set filmen Babel og kunne lide den, har du ganske fin underholdning i vente med ‘Se den anden vej’. På samme med som med filmen har bogen også flere hændelser, der også binder historien sammen. Jeg blev om ikke andet mindet om den helt fantastiske film, da jeg læste romanen.
Omvendt ‘Fabergés sidste æg’, som jeg snart uploader en anmeldelse af, og som jeg troede primært handlede om antisemitisme, men hvor det skulle vise sig at være noget andet, der var omdrejningspunktet, er ‘Se den anden vej’ en roman, der for alvor lukker op for det had mod jøder, verden alt længe har kendt til.
Samtidig får vi nogle beskrivelser af et Bukarest, hvor der eksisterer en stor distance mellem byens lavtstående og de rigeste.
Jeg må være ærlig at indrømme, at jeg ikke helt forstod behovet for at se historien gennem øjnene på en jeg-fortæller, når resten af fortællingen forløber ganske normalt som en fortæller udefra. Det blev mere forvirrende end givende hos mig.
Kan man tillade sig at sige, at det er, hvad det er? Det afhænger formentlig af, hvad man lægger i det. Men ‘Se den anden vej’ var ingen synderlig pageturner for mit vedkommende. Begyndelsen er som bekendt en smule træg – det bliver bedre med tiden – men det bliver aldrig rigtig oprivende
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt og modtaget som et anmeldereksemplar fra forlaget Modtryk.
KARAKTER
Ingen kommentarer