Nordisk Mytologi er en velskrevet genfortælling af vores nordiske myter og sagaer skrevet af den britiske forfatter Neil Gaiman. Han kommer vidt omkring, men uden at overgøre historierne.
Forfatteren formår at skrive troværdigt om flere af de nordiske myter, som vi alle sammen er vokset op med. Bogen består desværre kun af 269 sider, og det er naturligvis begrænset, hvor meget af den samlede historie om guderne, Neil Gaiman kan få inkluderet. Man skal derfor ikke forvente den fulde fortælling, men i stedet er der blevet håndplukket nogle af de mest omtalte og betydningsfulde sagaer i gennem tiderne.
Bogen er udgivet tilbage i 2017, men som jeg også har skrevet i min anmeldelse af Mythos, så har jeg en personlig svaghed for historie og måske i virkeligheden også religion. Så på trods af at Nordisk mytologi har halvandet års tid på bagen, så vælger jeg alligevel at anmelde den bloggen, fordi den lød tiltalende for mig. Hvorvidt jeg fortsætter med at tilføje lidt andre genrer til min bogblog, ved jeg ikke. Lige nu forsøger jeg at holde mig til krimi, spænding og thrillers, men hvis der virkelig er en bog på vej, der falder i min smag, så er jeg heller ikke for fin til at anmelde den.
Jeg synes selv, at jeg kender den nordiske mytologi ganske glimrende, men jeg blev alligevel igen forfærdet over, hvor snu og lusket Loke var. De andre guder kan nærmest ikke aftale noget med ham, da han altid har en eller anden bagtanke med de respektive aftaler. Når man endelig tror, at han finder den bedste side frem i sig selv, så vender han 180 grader og gør det i stedet det uventede.
Jeg vil ikke skrive om alle de myter, der bliver fortalt i Nordisk mytologi, i min anmeldelse her, men en af de mest kendte og også filmatiserede i tegnefilmen Valhalla er historien om Thors rejse ind i jætternes land. Det er fortællingen om Thor, Loke og Tjalfe, der konkurrerer mod, hvad de tror er jætter i Jotunheim.
Jeg elskede tegnefilmen som barn, og jeg var helt solgt, da jeg læste om den i bogen her.
Hvis man har set Marvels Avengers film og ikke på forhånd kender nordisk mytologi, så kan man forvente en lidt anden beskrivelse af blandt andre Thor, end der bliver skildret i filmene. Tordenguden er rødhåret og har rødt skæg i bogen, men i filmene har han lyst hår og er måske i virkeligheden gjort mere “Hollywood præsentabel”.
Jeg håber, at alle får en lige så god oplevelse med bogen, som jeg har haft, selvom det blot er en ganske almindelig genfortælling.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget Modtryk.
KARAKTER
Ingen kommentarer