Boganmeldelse – Mord for øje af Karin Slaughter

Boganmeldelse - Mord for øje af Karin Slaughter

“Mord for øje” er den første bog i Karin Slaughters serie om lægen og retsmedicineren Sara Linton. Vores hovedperson Sara gør et forfærdeligt fund på et cafétoilet, hvor en ung universitetsprofessor udånder i retsmedicinerens arme midt på toilettets gulv. Det går op for Sara, at den dræbte er tvillingesøster til hendes eksmands, byens politimester Jeffrey Tolliver, kvindelige kollega.
Snakken går hurtigt i det lille lokalsamfund Grant Country, og snart ved hele byen, at Sibyl Adams er blevet brutalt voldtaget, lemlæstet og myrdet på caféen. Medarbejderne på caféen sættes hurtigt i politiets og byens beboeres søgelys.

En ung kvinde forsvinder kort tid efter mordet sporløst i den lille by, og politiet begynder at efterforske sagen som en serie-forbrydelse. Jeffrey får sin sag for, da morderen ikke efterlader mange spor – selvom det er normal kutyme for serieforbrydere.

Bogen er den første, jeg læser af den amerikanske krimiforfatter. Det var desværre ikke den fornøjelse, som jeg havde håbet på. Jeg synes, at bogen var lang tid om at komme i gang. Jeg skulle over halvvejs igennem bogen, før der blot skete bare det mindste.

Måske gætter jeg for meget, når jeg læser, men jeg fandt frem til morderen meget hurtigt i min læsning. Det at gætte med undervejs, er noget af det, jeg bedst kan lide ved at læse krimier. Jeg bliver desværre ofte skuffet, hvis jeg for tidligt gætter rigtigt – medmindre der er en god grund til, at man tidligt får introduceret den skyldige.

Karin Slaughter er en af de største krimiforfattere i USA. På trods af hendes generelle succes, var jeg ikke specielt stor fan af hendes bog ”Mord for øje”. Selvom jeg ikke var helt oppe og støde over denne udgivelse, vil jeg ikke afslå, at jeg godt kunne finde på at give hendes skriverier en chance mere.

Der er ingen tvivl om, at hun skriver ganske glimrende og skaber ganske mange billeder i hovedet, men jeg kunne ikke helt følge den “hype”, der er omkring hendes bøger, desværre.

Det er synd og skam, for jeg havde håbet på en lidt bedre læseoplevelse. Der kommer snart et nyt indlæg her på bloggen omkring femikrimier helt generelt, som kan virke en smule provokerende. Det er dog ikke meningen, at det skal opfattes hårdt. Jeg håber ikke, at det skaber uvenner, men blot mulighed for debat.

KARAKTER

Mathias Hou
Fuldstændig uden spænding
Mathias Hou
Mord for øje af Karin Slaughter

2 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar