Så slutter det altså nu – og godt for det! ’Hende der må dø’ er den sjette og af forlaget annonceret absolut sidste bog i Millenniumserien. Det begyndte med den fantastiske trilogi af legendariske Stieg Larsson, som formåede at levere tre uhyggeligt underholdende thrillere, som ikke er overgået af andre siden – og da slet ikke af David Lagercrantz, der påtog sig den utaknemmelige opgave at fortsætte serien med yderligere tre krimier.
Det smagte lidt af gravskænderi absolut at skulle høste videre på desværre alt for tidligt afdøde Larssons kæmpesucces, og det lykkedes da efter min mening heller aldrig for Lagercrantz at få de tre efterfølgende bøger op på samme spændingsmæssigt medlevende niveau som Stieg Larssons trilogi.
Alligevel er vi mange, der – alene på grund af læseoplevelsen fra de tre første bøger – som en selvfølge har læst videreførelsen og bestemt ikke fortrudt det, for der var jo et fantastisk potentiale at bygge videre på – alene det fantastiske makkerpar, der som et andet Ellemann/Støjberg-makkerpar ganget op med faktor 10 til fulde kompletterer hinanden i deres forskellighed: den nærmest skruppelløse, excentriske og superbegavede handlingspige Salander og den rationelle, køligt professionelle og reflekterende Blomkvist. En mere effektiv, slagkraftig og kompetent hybrid – sammensat af disse to spændende figurer – kan man næsten ikke forestille sig. Så man forstår godt de kommercielle interesser, der var i spil i forhold til at videreføre Larssons trilogi.
Nu kom så sjette og sidste bind – så lidt om handlingen:
Michael Blomkvist arbejder noget ukoncentreret og irritabel på at afdække en kriminel russisk organisation, der har specialiseret sig i at udsprede løgne i form af misinformationskampagner, men han kommer ikke rigtig nogen vegne med sin artikel og er samtidig frustreret over, at han ikke kan komme i kontakt med Lisbeth, der tilsyneladende er forsvundet fra jordens overflade.
Da der sker et mystisk dødsfald, tilsyneladende i form af et mord på en hjemløs spritter i Stockholm, bliver Blomkvist inddraget og i forsøget på at identificere den døde, hvilket er noget kompliceret, får han hjælp fra den super IT-kyndige Lisbeth Salander.
Efterforskningen opruller en speget sag om en Mount Everest-ekspedition med indflydelsesrige personer, hvor der under bjergbestigningen sker mystiske ting og sager, som involverer udenlandske efterretningstjenester, en højtstående svensk politiker og den dødfundne tigger.
Blomkvist involveres i sagen og trækker som sædvanlig på hacker-hjælp fra Salander, og samtidig har hun taget initiativet til et endegyldigt opgør med sin hadefulde og hævngerrige søster, som med alle midler og gennem flere år har stræbt hende efter livet.
Efterhånden som trådene langsommeligt og besværligt redes ud, nærmer vi os også det endelige dramatiske opgør med Salanders fortid.
‘Hende der må dø’ har lidt samme skavanker som de to foregående af Lagercrantz, nemlig at den kører noget i tomgang de første tre fjerdedel af bogen med lange og detaljerede passager om DNA-videnskaben og al dens væsen, samtidig med at vi læsere skal trækkes med lidt for ørkesløse og rodede beskrivelser om hændelserne på Mount Everest.
De sidste 70 sider redder bogen fra den absolutte bundkarakter. Her får vi afsløret, hvad det egentlig var, der skete på bjerget, og vi får det endelige og selvfølgelig dramatiske opgør mellem Salander og hendes søster.
Hvis ‘Hende der må dø’ havde kunnet mønstre samme voldsomme optrin, spænding, fart og tempo hele vejen igennem, som vi oplever i den sidste del af bogen, så havde den så rigeligt gjort sig fortjent til 3, ja måske ovenikøbet 4 stjerner, men det er altså først til allersidst, at der sker noget for alvor, der evner at holde mig fanget. Summa summarum bliver det til 2½ stjerne, og det må vi jo ikke, så det bliver altså rundet ned til 2 stjerner og trods alt alligevel et lidt vemodigt farvel til Salander og Blomkvist, som vi jo var kommet til at holde af.
Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Modtryk.
KARAKTER
Ingen kommentarer