Gengældelsen skrevet af Steffen Jacobsen er 2. bind i serien om politikommissæren Lene Jensen og freelance rådgiveren Michael Sander. En terrorsag har hærget København og det viser sig, at det er et større organisatorisk spindelvæv, der står bag aktionen.
København bliver som sagt ramt at et forfærdeligt terrorangreb på en af Københavns største turistattraktioner – Tivoli. Angrebet på Himmelskibet dræber over tusind mennesker og skaber kaos og frygt i det ellers rolige danske landskab.
Politikommissær Lene Jensen har haft det hårdt siden hendes datters selvmord, som jeg formoder, vi hører om i første bog. Lene er begyndt at drikke lidt for meget, og samtidig har hun svært ved at passe sit arbejde i politiet tilstrækkeligt.
I stedet for at gå helt i hundene har Lene valgt at påtage sig frivilligt arbejde hos Selvmordslinjen, hvor hun tager telefonen og taler med selvmordstruede individer.
Hun får en dag en ung islamisk kvinde i røret, som en dag relativt impulsivt kaster sig ud foran et tog.
Lene er ikke overbevist om, at kvinden frivilligt begår selvmord og pludselig opstår en forbindelse mellem den islamiske kvinde og det tidligere terrorattentatet i Tivoli.
Lene bliver sammen med hendes tidligere samarbejdspartner, Michael Sander, hvirvlet ind i en større aktion mod terrorismen i Danmark, som igen ligger på lur.
Det er første bog skrevet af Steffen Jacobsen, jeg har læst, men jeg må sige, at han lynhurtigt er strøget ind som en af mine favoritter af danske mandlige krimiforfattere. Hans skrivestil er meget bombastisk, og der bliver ikke lagt fingre imellem, når sex eller vold bliver beskrevet. Det er nu ikke derfor, at jeg finder denne bog interessant, men i stedet fordi han formåede at få min interesse vakt gennem bogens 3 dele.
Hvorvidt Lene Jensens frivillige arbejde ved Selvmordslinjen er en metode til at bearbejde hendes sorg over tabet på sin datter, ved jeg ikke. Men jobbet satte hende telefonisk i forbindelse med den islamiske kvinde og satte gang i bogens handling.
Gengældelsen er skræmmende virkelighedsnær – især i disse tider, hvor der til hver en tid kan forekomme forfærdelige terroraktioner rundt omkring i verden.
Derfor er bogen, for mig at se, ikke kun simpel underholdning for den gængse læser, men i stedet en bog, hvor handlingen sagtens kunne foregå i morgen.
Bogen lånte jeg via app’en eReolen, som er bibliotekernes digitale platform for e-bøger og lydbøger. Det er ikke reklame, men jeg synes, at jeg vil slå et slag for litteratur, der bliver stillet til rådighed helt gratis. Det er fantastisk, at de giver mulighed for, at man kan låne, blandt mange andre, denne fremragende udgivelse ganske gratis. Selvom jeg har bogen stående på hylden, så tænkte jeg, at det ville være en fin mulighed for at kunne “læse” flere bøger på samme tid. Jeg lyttede nemlig til denne samtidig med, at jeg læste andre bøger.
Det var slet ikke til at mærke, at Steffen Jacobsen er tidligere overlæge – bortset fra når han beskriver elementer, hvor kroppen indgår på mere eller mindre drabelige måder. Det kan måske lyde en smule fordomsfuldt, men jeg synes virkelig, at han har godt fat i krimigenren og leverer en fantastisk spændingsroman med Gengældelsen.
Bogen faldt helt perfekt i min smag, og jeg glæder mig voldsomt til flere bøger af Hr. Jacobsen.
KARAKTER
Ingen kommentarer