Boganmeldelse – Englen i skyggen af Walter Lucius

Boganmeldelse - Englen i skyggen af Walter Lucius

Englen i skyggen er 2. bog i Hartland Trilogien skrevet af Walter Lucius. Som det er tilfældet med flere tidligere anmeldelser, så har jeg ikke læst den foregående bog i serien, hvilket min anmeldelse også vil bære præg af.

Journalist, Fareh Hafez, bliver for rullende kameraer tvunget til at sværge troskab til en terroristgruppe under fangenskab i Rusland, hvilket går viralt verden over. Alt dette skete, efter at hun begyndte at efterforske en simpel sag, der bare så ud til blot at involvere en flugtbilist. Efter sin påtvungne loyalitet over for terrororganisationen er Fareh nødsaget til at flygte til Jakarta – på flugt fra efterretningstjenester og kriminelle bander – her kæmper hun for at komme ud af problemer og tilbage til livet.

Min første umiddelbare tanke om bogen er, at man skal holde tungen lige i munden under sin læsning. Der bliver nævnt ekstremt mange navne og nærmest endnu flere stednavne, som ikke just er kendt fra det nærmeste gadehjørne. Samtidig var visse af disse navne også svære for mig at udtale – selvom det blot var i hovedet, og det gjorde bare førstehåndsindtrykket endnu mere trykket.

Hvis bogen havde været bedre og måske mere fængende, så havde jeg formentlig også gået tilbage og læst et par sætninger eller afsnit en gang mere for at være sikker på, at handlingen sad fast. Desværre var bogen sløv i begyndelsen, så jeg kom aldrig rigtig til det punkt, hvor jeg ville genlæse sekvenserne.

Det lader til, at forfatteren har brugt lang tid på at researche på områderne nævnt i bogen, og det kan til tider nærmest virke over-forceret, desværre.

Efter den lidt rodede start, som jeg lige skulle vænne mig til, blev bogen bedre. Og den blev ikke bare lidt bedre, den blev markant bedre i midten af bogen, og det siger måske ikke så lidt. Når det er sagt, så mener jeg alligevel, at bogen faktisk faldt tilbage til sit lidt lave startpunkt. Jeg var ikke ovenud imponeret, men jeg giver alligevel bogen 3 stjerner.

Hvis du også synes, at bogen virker lidt tvivlsom i starten, så må du ikke give op – det bliver bedre. Jeg er sikker på, at hvis man er til politiske thrillere og eller spændingsromaner, så er Englen i skyggen en sikker vinder. Jeg troede egentlig også, at jeg var til politiske thrillere, men lige denne var ikke min favorit.
Jeg vil meget gerne læse den 3. og sidste bog i trilogien for at få afklaret, hvorvidt det er serien eller forfatteren, jeg ikke matcher med.

Rigtig god fornøjelse med bogen.

Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget People’sPress – mange tak for bogen.


KARAKTER

Starter sløvt, men den indhenter dog noget Englen i skyggen af Walter Lucius
3 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar