Den sidste enke er 9. bind i serien om Will Trent skrevet af den amerikanske forfatterinde, Karin Slaughter. Jeg har tidligere givet hende en smule røg for at være lidt for “kvindelig” i sit forfatterskab, men jeg skal da love for, at hun har taget mig med bukserne nede denne gang.
Michelle Spivey er ude og handle med sin 11-årige datter, da hun, på vej ud til sin parkerede bil, bliver kidnappet ud af det blå. Ingen civile ved noget om sagen og ugerne går.
En stille middag bliver afbrudt af en genstridig sirene, der vækker det stille nabolag fra den søvnige middagstilstand. Retsmedicineren Sara Linton og hendes kæreste efterforskeren Will Trent haster afsted til ulykkesstedet. Hele situationen på stedet udvikler sig på ingen tid, og Will kan – under risiko for selv at miste livet – kun se til, alt imens Sara ligesom Michelle bliver kidnappet af hensynsløse gerningsmænd.
‘Den sidste enke’ er delt op i tre dele. Det gav mig som læser en fornemmelse af at læse en indledning, som iøvrigt var ekstremt underholdende, en gennemsnitlig midte og en hæsblæsende afslutning. Det var lidt synd, fordi midtersektionen kunne på ingen måde leve op til hverken starten eller slutningen.
Af samme grund mener jeg, at bogen sagtens kunne have været 50-100 sider kortere, uden at vi ville have misset det helt store.
Noget af det, der gør begyndelsen ekstraordinært interessant, er, at vi får fortællingen fra flere synsvinkler. De skiftende perspektiver gør, at handlingen på en gang føles sløv, men grundet spændingsniveauet er handlingen også i den høje ende. Jeg sad under min læsning med en følelse af, at det her kunne gå hen og blive rigtig godt.
Desværre var bogen en kende for lang, og det trækker i den grad ned hos mig. Hvis handlingen havde varet ved hele bogen igennem, så havde Karin Slaughter uden tvivl scoret en 5-stjernet anmeldelse herfra.
Michelle bliver stillet overfor en af de problemstillinger, som, jeg gætter på, forældre til teenagedøtre ofte støder på – kampen om at få lov til at bære makeup. For mig at se vidner det om, at forfatteren ikke blot inddrager blod, sved og tårer, men hun bruger også nogle af de hverdagsting, som hendes læsere oplever i dagligdagen – for at skabe en stemning og sætte scenen. Tror jeg.
I ‘Mord for øje’, en bog fra en af forfatterens tidligere serier, gav jeg hende ikke mange muligheder for at imponere mig. Jeg var på daværende tidspunkt ikke overbevist om, hvorvidt jeg havde lyst til at læse endnu en bog af hende. Jeg er nu rigtig glad for, at jeg modtog ‘Den sidste enke’ til anmeldelse, fordi den er i den grad underholdende.
Selvom jeg godt ved, at Karin Slaughter ikke læser med, så vil jeg gerne undskylde for den lidt hårde medfart i min anmeldelse af ‘Mord for øje’.
‘Den sidste enke’ er en glimrende kriminalroman, men det er synd med den, hvad jeg anser for, store mængde fyldtekst. Havde det ikke været en så stor del af bogen, ville jeg med glæde have givet bogen 5 stjerner.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollins Nordic – tusind tak for bogen.
KARAKTER
Ingen kommentarer