Boganmeldelse – 1793 af Niklas Natt och Dag

Boganmeldelse - 1793 af Niklas Natt och Dag

1793 er første kriminalroman af den svenske forfatter Niklas Natt och Dag. Den foregår, som titlen beskriver det i år 1793 i Sverige. Det er en historisk roman, der formår at trække læseren ind i fortællingen.

Et mishandlet ildelugtende lig bliver fundet i en sø, som normalvis kun indeholder byens absolut værste affald – liget mangler både arme og ben og er skamferet til ukendelighed. Den tidligere anklager Cecil Winge vælger at hjælpe politiet en sidste gang med at finde ud af, hvad der er sket med liget. Cecil Winge er ramt af slem tuberkulose og har derfor travlt, da den værste vinter i 10 år er på vej, hvilket vil gøre hans liv endnu værre – og måske endda gøre en ende på.

Bogen foregår i et Sverige, hvor de højtstående mænd bærer paryk, og hvor feber og hoste har flere liv på samvittigheden end selv den mest hårdkogte morder. 1793 er en tid, hvor der på næsten daglig basis finder offentlige henrettelser sted. Natpotter er et helt naturligt element i de fleste hjem, som tømmes ud af vinduet ned på gaden.

Alt dette er en del af den barske fortælling, som bogen sandt at sige er. Beskrivelserne er i den grad detaljerige og overtager til tider underholdningsværdien, desværre. Bogen blev desværre lidt for triviel til tider, hvilket gjorde, at min opmærksomhed forsvandt fra læsningen og blev lagt over på andre gøremål.

1793 er nærmest een lang detektiv-opklaring, hvor Winge blot mangler at afslutte sine sætninger med “min kære Watson”. Der var flere lighedspunkter, og specielt makkerparret kunne være en svensk udgave af Arthur Conan Doyles kendte Sherlock Holmes. De to hovedpersoner i 1793 lader til at være et særdeles umage par, der egentlig fungerer ganske fint sammen i fortællingen.

Bogen er opdelt i 4 dele, som alle bliver koblet sammen til sidst i den endelige finale. Når man har læst første kapitel, så er man ikke i tvivl om, hvilken type bog, man har fået fingrene i. Det er ikke den slags krimi, vi ser flest af nu om dage. Det er en historisk kriminalroman, der ikke har mange krimi-aspekter ind over andet end et bestialsk mord.

Der er ikke specielt meget action i 1793, men derimod er der lange beskrivelser og forklaringer, der gør, at man som læser føler sig helt “beskidt”, når man læser bogen. Beskidt i den snavsede forstand. Man kan næsten fornemme rotterne løbe rundt mellem fødderne på en.
Forfatteren mestrer at beskrive følelserne fortræffeligt, men bogen er desværre alt for langtrukken til min smag. Jeg mangler lidt mere aktivitet i stedet for.

Er man til historiske fortællinger, så vil man formentlig elske denne bog. Ud over at historien er god, så får man også en smule spænding og mystik.

Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Rosinante & Co. Tusind tak for bogen.


KARAKTER

Fantastisk beskrivende, men til tider lidt langtrukken 1793 af Niklas Natt och Dag
3 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar