Anmeldelse af Steder tiden har glemt – Thomas Kaarsted

“Steder tiden har glemt” er en debutroman af den danske forfatter Thomas Kaarsted. Han er historiker, tidligere forlagsdirektør og anmelder og har derfor en grundig indsigt i branchen og ved, hvad der fanger læseren – eller sådan føles det om ikke andet, når man læser denne udgivelse.

En lille dreng forsvinder fra en skole i Odense, og ganske kort tid efter dukker han op, dræbt. Derudover dukker liget af et andet barn også op, og det skal vise sig, at det er en dreng, der forsvandt helt tilbage i 1979 under et besøg i Fyns Tivoli. Byen plages af stress og jag, og sagen bliver langt om længe hjulpet på vej af psykologen Connor Becker. Uhyggeligt nok var drengen, der forsvandt i 1979, Connors lillebror. 

Thomas Kaarsted har lige taget spændingsgenren og givet den et lag mere. For mig at se er ‘Steder tiden har glemt’ en yderst velfunderet og gennemarbejdet roman, der tilbyder læseren en masse timer i spændende selskab med psykologen Connor Becker og de dæmoner, der plager ham.

Omdrejningspunktet er Odense, og der nævnes mange steder i og omkring Odense, som er helt centrale for byens historie og områder. Jeg er selv vokset op og nydt godt af de mange frodige områder som bl.a. Fruens Bøge, hvor Thomas Kaarsted også selv er vokset op, og Hasmark. Og netop Hasmark er også et sted, hvor mine egne forældre – ligesom i bogen – har haft sommerhus altid, og derfor var det også ret sjovt for mit vedkommende at læse Thomas’ “fiktive” beretninger om stederne.
Så det var både lidt hyggeligt og samtidig mærkeligt at læse om steder og områder, hvor jeg selv er vokset op og har slået mine folder.

Læser du ‘Steder tiden har glemt’, vil du måske have samme oplevelse som jeg og fornemme, at bogen ikke er en hårdkogt krimi, der blæser dig bagover. Starten, hvor vi bliver introduceret til karaktererne, og egentlig også flere af de efterfølgende dele synes jeg, var en smule tung, hvilket måske skyldtes, at den er for viderekomne. Med det mener jeg, at hele handlingen foregår gennem hovedpersonen Connor, hvilket bliver lidt trægt i længden. Hans had til lørdage, indre monologer og “Ziggy” – et lille sølv Piet Hein æg, der vist nok, efter min bedste overbevisning, anvendes hos flere til at dæmpe stress. 
Bogen er derfor både en smule trist, men den har også en tilpas behagelig sort humor, som er med til at give romanen lidt liv.

De ovennævnte lidt sløvende elementer med jeg-fortælleren er afgørende for, at jeg ikke er deroppe, hvor det for alvor er rigtig sjovt i min bedømmelse.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt af forlaget Olga efter aftale med forfatteren forinden – tusind tak for bogen.