Anmeldelse af Manden i tre dele – Thomas Bagger

Giv den mand den respekt, han fortjener! Bum.
Hold nu magle hvor er jeg godt underholdt – og det siger jeg ikke kun, fordi jeg er en vaskeægte fanboy. Det siger jeg også, fordi jeg rent faktisk mener det. Thomas Bagger har med ‘Manden i tre dele’ begået en intens, makaber, til tider over grænsen-krimi, der kan måle sig med toppen af både dansk og udenlandsk forfatterskab.

Forfatteren har med denne seneste udgivelse skiftet forlag til et, der – sagt med al respekt – formentlig har nogle flere kræfter til at skubbe romanen ud over rampen og måske og landets grænser. Selvom jeg holdt meget af persongalleriet i trilogien om Ask Hjortheede og Camilla Staal (senest Grav), så synes jeg faktisk også, at David Flugt og Lucas Stage kan noget. Velbeskrevne og relaterbare – eller hvad.. hvert fald velbeskrevne.

Man skal ikke være bange for, at Thomas Bagger ikke følger krimiens love og regler. Fordi det gør han. Plottet i Manden i tre dele er bogens fundament, sproget er dens vægge og tag, og de mange finurligheder i kriminalromanen er arkitektens (læs:forfatterens) charmerende tilføjelser. 
Men det er omvendt ekstremt befriende, at en mandlig forfatter “tør” placere to mandlige specialagenter som hovedpersoner. På trods af de mange mandlige karakterer har vi også kvindelige, bare rolig. Eksempelvis Jenny, som har en stor rolle at spille i flere dele af krimien, vinder også mange læseres hjerter, er jeg sikker på.

Bogen er sgu egentlig meget ligetil og folkelig på sin vis. Uden så meget fikumdik og dikkedarer.

Man sidder lidt med et smørret smil på læben og “thø-hø’er” lidt for sig selv, da humoren så absolut heller ikke fejler noget, selvom temaet er gran alvorligt. Det er jo et lille samfund, hvor alle kender byens rige familie, og hvor pøblen forstår, at hvis de ikke tilpasser sig, så kommer de bagerst i køen.

Jeg kan jo godt lide at lave små sammenligninger eller analogier, når jeg skriver mine anmeldelser – det ved du sikkert, hvis du har læst med før. Og det er ingen undtagelse denne gang. 
Med ‘Manden i tre dele’ var det for mig lidt som at møde en person i gadebilledet, jeg mente at have stødt på tidligere, men ikke helt var i stand til at placere i min omgangskreds’ galleri. Heldigvis viste det sig, at det var en gammel god ven, hvor blikket blev til det obligatoriske nik, som blev til et kram. 
Og hvad filan mener ham Mathias så med det? Jo, jeg mener, at Thomas Baggers kriminalroman her føles som at komme hjem. Kort: den er ski’e go’!

Kvinder i fangenskab, mandlige heltefigurer og mord på stribe. Er det ikke bare opskriften på en underholdende kriminalroman, der kan fornøje de fleste? Det tror jeg.
Endnu et pletskud af Thomas Bagger. 

Anmeldereksemplar er tilsendt af Politikens Forlag.