Anmeldelse af Brande i natten – Michael Connelly

Anmeldelse af Brande i natten - Michael Conelly

Brande i natten er, som jeg forstår det, 22. bind om Harry Bosch, tredje bind med Renée Ballard og 32. bog i universet med Harry Bosch. Hvis jeg har opfattet nogle af disse tal forkert, beklager jeg. Men uanset om fejlen i givet fald er lidt for meget i den ene ende eller lidt for lidt i den anden, må man blot konkludere, at Michael Connelly har været yderst produktiv.

Harrys tidligere mentor i drabsafdelingen John, der lærte vores hovedperson alt, er nu fortid. Han er død. Inden sin afsked med verdenen efterlod han en sag til Harry, der nagede ham til det sidste. Ja, og mere får du altså ikke endnu. Men jeg kan dog alligevel afsløre, at det nu er op til Harry Bosch og Renée Ballard at opklare den tyve år gamle sag, og de er nødt til at bevæge sig ind på Ballards absolut hjemmebane i det dunkle og dystre natteliv i Los Angeles’ mytiske gader.

‘Brande i natten’ er første bog af Michael Connelly, der lander på mit bord, men jeg kan allerede nu sige, at det så absolut ikke er den sidste. Bundærligt, den amerikanske detektiv-stil, tiltaler mig på en måde lidt à la de norske kriminalromaner, og det er virkelig god underholdning. Men. 
Lidt efter lidt udfolder spændingen sig, og er man til den type krimi, som jeg er – altså dem hvor der sker en helt masse på ganske kort tid – skal man lige slå koldt vand i blodet. Med Michael Connellys seneste udgivelse her, kan der godt gå lidt tid, før han får lukket op for sluserne, men når det sker, så får du svært ved at finde andet at bruge din tid på, fordi det er altså høj, høj kvalitet og meget vellykket.

Som flere allerede ved, så er det ikke kun læsere, der har fået øjnene op for Harry Bosch. Personer med et aktivt abonnement på streamingtjenesten HBO har ligeledes taget godt imod den amerikanske efterforsker, og der findes i skrivende stund seks sæsoner i serien.

På trods af min begejstring kunne jeg godt have brugt mere baggrundshistorie om Bosch, Ballard og Mickey Haller, da vi mere eller mindre bliver smidt lige ind i fortællingen i denne bog. Læsere af de forrige bøger i serierne vil måske være uenig med mig i denne antagelse, men som ny læser af serien, kunne jeg godt have brugt en bæredygtig og gennemarbejdet introduktion.

‘Brande i natten’ virker meget klassisk med den velkendte og anerkendte hovedperson Harry Bosch – jeg skal ikke kunne sige, hvad der går forud for ‘Brande i natten’ – og hans umage modsætning i den unge og kvindelige Renée Ballard. Nu tolker jeg en smule, men måske det er hende, der kommer til at overtage scenen fra Michael Connellys elskede og hadede hovedperson i fremtiden. Måske det i virkeligheden kommer til at være hende, som fører stafetten videre, når der ikke er mere suppe af koge på den aldrende efterforsker.
Men indtil da kan vi glæde os over det intelligente plot, der driver fortællingen fremad i denne roman. 

Alt i alt er ‘Brande i natten’ en glimrende roman, som helt bestemt fortjener mange læsere og fortjener fem stjerner på bloggen her.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Klim. Det er samtidig første bog fra forlaget, så jeg vil gerne skynde mig at sige mange tak for læseeksemplaret.


KARAKTER

Høj, høj klasse fra Connelly Brande i natten af Michael Connelly
5 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar