Maj 2020 har været en af de mest hektiske måneder meget længe for mit vedkommende. Jeg har netop i disse dage afleveret, hvad der må siges at være mit livs eksamensopgave. Mit speciale er blevet sendt afsted til vurdering og skal senere på måneden forsvares mundtligt over den digitale platform, Zoom. Det er ikke noget, jeg glæder mig til – jeg glæder mig i stedet til, det er overstået.
Så jeg har lige små tyve dage til at forberede mit livs salgstale og ruste mig bedst muligt til det, der må møde mig i “eksamenslokalet”. Kryds gerne fingre.
Grundet specialets slutspurt her i ultimo maj havde jeg af samme grund tænkt, at anmeldelserne på bloggen ikke ville uploades i hobetal, men det er den samme gamle sang, og jeg kan jo ikke lade være med at læse – uanset hvor travlt jeg så ellers har. Så jeg vil derfor heller ikke fortælle, at der ikke kommer en masse anmeldelser i juni, fordi det er garanteret ikke noget, jeg kan overholde alligevel.
Boganmeldelser i maj 2020
Kim Faber og Janni Pedersen udkom i starten af maj med deres anden roman om Martin Junckersen, ‘Satans sommer’. Jeg var blæst fuldstændig bagover af deres debut, og jeg synes til dels, de formåede at holde niveauet og levere “den svære toer” i samme høje kvalitet.
‘Fabergés sidste æg‘ er skrevet af den danske forfatter Steffen Groth. Hans forfatterskab er jeg ikke tidligere er stødt på, hvilket egentlig er en skam. Hans roman var månedens anden anmeldelse, og det var ligeledes anden anmeldelse i maj 2020, der kunne gå hjem med fem store stjerner.
Steffen Jacobsen har skrevet en lille “lommekrimi” og udgivet den mere eller mindre under bordet. ‘Løftet’ hedder den, og den er desværre kun på fire afsnit af ca halvanden times varighed – det er altså på nuværende tidspunkt kun muligt at lytte til bogen. 3 stjerner herfra.
Desværre synes jeg ikke, at ‘Herrens hus’ var på niveau med de tre forrige thrillere i serien om Manus Albino, desværre. De to gange Ellemose fangede mig aldrig rigtig med den lidt sløve fortælling om en verden uden Danmarks værste forbryder. Min anmeldelse er yderst subjektiv, og du skal derfor ikke lade dig skræmme af de to stjerner.
Hvis du er helt tosset med romaner, hvor eventyr og skattejagt er en del af fortællingen, så synes jeg, du skulle kigge nærmere på Steffen Nohr og hans seneste roman, ‘Germania’. Jeg var rigtig godt underholdt, og jeg tror, at forfatteren kan få rigtig stor succes, hvis der lige slibes lidt på facetterne.
Streamingtjenesten Mofibo blev igen anvendt, som det var tilfældet med ‘Løftet’. Jeg skulle have modtaget ‘Afdeling N’ med posten, men grundet Corona og alt, hvad det medbragte, blev anmeldereksemplarerne forsinket – og så er det jo herligt, man kan bruge lydbøger som erstatning. Fin fortælling om politiets arbejde mod narkokriminalitet i Danmark.
Som jeg skrev i mit opslag på henholdsvis Instagram og Facebook, så er der ingen måned uden et bidrag fra min far. Han anmeldte i maj 2020 ‘Otte måneder’ af Magnus Montelius. På trods af at politiske spændingsromaner kan være yderst underholdende, så var denne ikke lige sagen.
Rosinen i pølseenden er ‘Brande i natten’, som er skrevet af den amerikanske forfatter Michael Connelly. Det er første roman, jeg læser af forfatteren på trods af de utallige kriminalromaner om Harry Bosch og hans følge. Men det er bestemt ikke den sidste, fordi det er høj, høj krimikvalitet.
Serieanmeldelser i maj 2020
Skulle du have overset det, så anmelder jeg jo også gerne ca. en serie hver måned. Her i maj var det eksempelvis ‘Manhunt: Unabomber’, som var fuldstændig fantastisk. Jeg er for ung til både at have oplevet og til at kunne huske sagen om The Unabomber, Det var derfor en sand fornøjelse at få muligheden for at følge FBIs arbejde med opklaringen. Og nu hvor jeg til dels har studeret lingvistik – i meget mild form vel at mærke – så var det endnu sjovere.
Indlægget indeholder reklame, da bøger er tilsendt som anmeldereksemplarer, og nogle anmeldelser er baseret på lyd- eller e-bøger, hvor Mofibo har været så venlige at sponsorere et abonnement.
Ingen kommentarer