Anmeldelse af Enden på historien – Jan Guillou

Anmeldelse af Enden på historien - Jan Guillou

Med romanen ”Enden på historien” er vi med en meget passende symbolsk titel nået frem til afslutningen på Guillous imponerende 10-binds romanserie om det 20. århundrede.

Og det kan kun betegnes som en fejende flot afslutning på en fejende flot panoramisk fortælling om 1900-tallet, et århundrede, der indtil videre på ondt og godt vel næppe kan overgås af tidligere århundreder i historien: 2 verdenskrige, de første mennesker på månen, den kolde krig, Baader-Meinhof – terroristerne i 70’erne, PLO og massakren ved OL i München (foranlediget af en amatøragtig og inkompetent håndtering fra de tyske myndigheders side), det fortsat og tilsyneladende til alle tider uopklarede mord på Olaf Palme, Berlinmurens fødsel og død, for endelig ikke at glemme en omvæltende og revolutionerende udvikling på IT-området.

Med det 10. og afsluttende bind er vi nu nået til 1990’erne, hvor det stadig er den venstreorientererede advokat med den sublime smag for god vin og gourmetmad, Eric Letang, der er den gennemgående og bærende hovedfigur. Han opsøges af sin onkel Harald, tidligere SS-officer, som bekvemt har tilbragt de sidste knap 50 år i flyverskjul i Argentina, men som ikke desto mindre stadig bekender sig som overbevist nazist. Han har et godt tilbud til den nulevende del af familien Lauritzen, som det er svært at afvise til trods for en slet skjult antipati mod onklen. Han er i besiddelse af dokumentation for, at Lauritzen-familien rent faktisk før 2. verdenskrig var ejere af store værdifulde grundstykker i Dresden og Berlin, som nu efter murens fald og den socialistiske verdens kollaps er blevet bebygget af store internationale virksomheder. Vi følger Eric Letangs årelange bestræbelser på at få en mulig milliarderstatning hevet hjem fra de to modstræbende tyske bystyrer.

Tiåret er samtidig kendetegnet af en bølge af pædofili- og incestsager, som for manges vedkommende er uberettigede, idet der er tale om hændelser, som behjertede psykologer manipulerende hjælper ”ofrene” til at komme i tanker om, så de formastelige forældre eller voksne syndere kan komme for retten. Den gode Eric Letang, der – som vi kender det fra tidligere – ikke er bange for toget, endsige for den populistiske højreorienterede tabloid-presse, der konstant er på nakken af ham, fordi han som forsvarsadvokat fører sager for palæstinensere, kaster sig også ud i at optræde som forsvarsadvokat i nogle af de sager, der er opstået i det incest- og pædofilihysteri, der prægede tiden.

”Enden på historien” er et mesterværk i begavet historisk romanfortælling, og den er nok den bedste af alle i serien, selvom jeg må bekende, at jeg kom lidt sent ind i serien om ’Det store Århundrede’ og kun har læst sidste halvdel og derfor har første del af Guillous fantastiske fortælling om århundredet til gode. Jeg har dog besluttet, at jeg – engang når jeg bliver gammel – vil tage mig tid til at læse hele den 10-binds romansuite i sammenhængende rækkefølge, for det fortjener den! Nu skal jeg jo selvfølgelig passe på, for der er jo så meget man gerne vil, når man bliver gammel. Således har jeg også lovet mig selv – når jeg blev gammel – at læse J.O.Krags voluminøse biografi i 2 mammutbind af Bo Lidegaard, som jeg fik i 50-års fødselsdag for snart 20 år siden. Ligesom jeg altid svarer dem i vennekredsen, der spørger mig, om jeg dog ikke skal til at spille golf, nu hvor jeg er blevet pensioneret, ”at det der med at slå til en bold, der ligger stille, er både unfair og usportsligt, så det bliver i givet fald først, når jeg bliver gammel, at golfspillet evt. kunne komme på tale…..”

Jeg har været formidabelt underholdt af at læse Guillous bøger om det 20. århundrede, om end jeg i de tidligere anmeldelser af otteren og ni’eren udmærket kan huske, at jeg kritiserede ham for at være mere venstreorienteret journalist end romanforfatter – en uvane, som ikke skinner igennem i denne sidste afsluttende roman. Tværtimod er romanen hele vejen igennem fængslende, underholdende og holdt i en ironisk, spids satirisk tone, der udfordrende udstiller tidens ofte hykleriske forstillelse og blændværk.

Samtidig elsker jeg da lidt som en sidegevinst at konstatere, at Guillou udover en fantastisk bred basisviden om samfundsforhold og et fænomenalt historisk researcharbejde også ved noget om sport og har lyst til at give det videre til læseren. Jeg tænker her ikke mindst på, at han lige kommer omkring Danmarks triumf på Nya Ullevi i Göteborg juni 1992, hvor vi blev europamestre i fodbold, ligesom han også kredser meget om Sveriges triumfer på isen, hvor de bl.a. også i 90’erne lykkedes med at blive verdensmestre.

Han kan så meget, ham Guillou, og det viser han endnu engang med afslutningen på denne fantastiske familiekrønike, der fungerer som et underholdende bagtæppe for beskrivelsen af et fantastisk århundrede.

Jeg holdt så meget af afslutningen af ‘Enden på historien’, så jeg bliver nødt til at belønne romanen med 6 stjerner ud af 6 mulige – intet mindre!

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er modtaget som et anmeldereksemplar fra forlaget Modtryk.


KARAKTER

Intet mindre end 6 stjerner kan gøre det Enden på historien af Jan Guillou
5 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar