‘Døden på havet’ er en kort lille kriminalroman skrevet af de tre danske forfattere David og Stephan Garmark samt Morten Remar. De korte afsnit blev i første omgang skrevet til Facebook som lydbog, kan man vel næsten kalde den. Du finder et direkte link til fortællingen sidst i anmeldelsen.
Vi følger den nordjyske drabsefterforsker Dirk Hoffmeyer, som står overfor en yderst besværlig sag. I Hirtshals omkommer en ung kvindelig fisker i hvad, der ligner en arbejdsulykke midt på åbent hav midt i en storm. Sammen med sin makker Jørgen får Hoff sin sag for, og i deres forsøg på opklaring finder de ud af, at offeret ikke er helt ren i filten. Det sætter gang i en kæde af hændelser og gør efterforskningen mere kompleks.
Egentlig var det ikke meningen, jeg ville skrive en anmeldelse af ‘Døden på havet’, men jeg blev enig med mig selv om, at der formentlig var nogen, som kunne tænke sig at høre min mening – og med min anmeldelse er jeg måske også med til at brede kendskabet til de tre forfatteres historie.
Så derfor kan I nu læse, hvad jeg tænker om denne lille krimiføljeton af de tre dygtige herrer.
Historien er udgivet i et sjovt format og anderledes format – næsten helt podcast-agtigt. Jeg er fan af, at man prøver noget forskelligt af. ‘Døden på havet’ kom i en tid, hvor mange læsere ikke kunne komme på biblioteket, og derfor var en gratis fortælling kærkommen.
Du må ikke regne med, at du bider neglene ned til rødderne, da fortællingen er mere hyggelig, end den er egentlig nervepirrende. Jeg tror nu heller ikke, at hensigten var at sprede uhygge. Men jeg håber, at forfatterne skruer lidt op for den grumme del af krimigenren, hvis vi ellers får lov til at se mere til Dirk Hoffmeyer og makkeren Jørgen i fremtiden.
Hører du alle ni afsnit af ‘Døden på havet’ i en køre, hvilket jeg gjorde, kan det godt virke lidt forstyrrende, når det er tre forskellige oplæsere, der står for fortællingen. Dette er bl.a. også fordi lydniveau og mikrofonindstillinger (måske kvalitet – den del ved jeg intet om) adskiller sig markant fra hinanden. Jeg kunne forestille mig, at det måske skaber en behagelig dynamik, hvis man i stedet lytter til afsnittene i takt med, at tiden er til det og ikke blot labber i sig. Undersøger man tingene til bunds, finder man ud af, at de tre gutter har optaget de respektive afsnit på deres mobiltelefoner – derfor den varierende kvalitet.
Kan du leve med lidt småfejl i oplæsningen, får du her en foræret en lille roman på størrelse med få normale kapitler i en gængs kriminalroman – ca. en times samlet læsning.
Jeg har lyttet til fortællingen på SoundCloud, og du kan ligeledes finde alle afsnit gratis via dette link – alternativt har jeg ladet mig fortælle, at der udkommer en fysisk udgave på det nye forlag Superlux snarligt. Den er nok ikke mere end knap hundrede sider lang, men er man fan, så er man fan.
Efter jeg har uploadet anmeldelsen, har forfatterne fjernet lydbogen fra SoundCloud, og det skyldes formentlig, at et forlag har udgivet bogen. Du kan derfor købe bogen som lyd- eller fysisk bog eller finde den på Mofibo.
KARAKTER
Ingen kommentarer