Bye Bye Blackbird, som er seriens andet bind, starter med et kig tilbage til fortiden (2004), hvor vi følger vores hovedperson Axel Steen. Politiet har fundet et formodet gerningssted midt på Nørrebro, hvor en død pige formodes at ligge på bunden af en sø. Den døde pige viser sig senere at hjemsøge Axel Steen, da han selv og hans team ikke formåede at opklare mordet og finde frem til gerningsmanden.
Bogen tager os med tilbage til nutiden, hvor Axel Steen efterforsker en ny voldtægt, der er begået på Nørrebro. Der bliver fundet nye dna-spor, der matcher dna fra den føromtalte Solsortesag. De nye spor i sagen kobler tidligere sager til sig. Dette er med til at rive op i sløjt politiarbejde, der tidligere har været til hinder for en sammenkobling.
De dagligdags problemer, som Axel Steen brydes med, indbefatter blandt andet hans sporadiske hashmisbrug. Derudover hænger savnet af hans datter og hans ekskone, der forlad ham pga. manglende opmærksomhed overfor familien stadig ved i hans bevidsthed. Solsortesagen, om den myrdede Marie Schmidt, tog al Axels tid, hvilket blev for meget for hans ekskone Cecilie. Hun fandt en anden mand, Jens Jensen, som vi også stifter bekendtskab med i seriens første bog, Uro. Netop Jens Jensen har en fremtrædende rolle i denne bog som Axels nye chef. De får tilbragt en del tid sammen på trods af at Axel Steen forsøger at slippe udenom.
Efterforskningen tager os med på rundtur midt på Nørrebro. Axel Steens hævngerrighed og vilje til at opklare den tidligere Solsortesag er med til at løse gåden – på trods af, at han møder et par bump på vejen.
Jesper Stein har endnu engang skrevet en fantastisk god krimi. Hans skrivestil er, efter min mening, på niveau med Jo Nesbø. Måden hvorpå Jesper Stein beskriver Bye Bye Blackbirds omgivelser, giver læseren en følelse af selv at stå midt på Nørrebros gader i en varm eftermiddagssol med busserne susende om ørerne på en. Den er meget levende og letlæselig og kan anbefales til enhver, der er vild med en god krimi.
Bogen tager fat i et emne, der stadig er aktuelt her 5 år efter udgivelsen – mistroen til voldtægtsofre. Efter hele #metoo skandalen har problematikken igen fundet vej til overfladen. Og det er et emne, der fortsat bør diskuteres.
Jeg synes, at bogen mangler lidt overraskelser. Det er ikke en bog, der afslutter kapitlerne med løse ender og hvor jeg ikke sad med en følelse af, at jeg bare “måtte læse videre”. Når det er sagt, holder bogen en vis kadence hele vejen igennem uden smuthuller.
Alt i alt en rigtig god krimi.
KARAKTER
Ingen kommentarer