‘Sort arv’ er nyeste kriminalroman af den danske forfatter David Garmark. Det er fortsættelsen til ‘Rød tåge’, som begge handler om Max Munk og Merian Takano. I stedet for endnu et besøg på Hvidø, skal vi nu en tur tilbage til Munks barndomshjem.
Max Munk tager tilbage til Ribe, hvor han far ligger for døden. I 25 har samme spørgsmål plaget seriens hovedperson: hvad ved faderen om Munks søsters selvmord? Men Munk får langt mere interessante oplysninger og hemmeligheder ud af sin gamle far, end hvad han havde turde håbe på. I sin søgen efter en forsvunden lokal pige bliver Max Munk hvirvlet ind i en gammel historie om sin egen familie i 1700-tallet, dæmonbesættelser og gammelt begær. Alt sammen noget der skal vise sig at have stor betydning for sagens kerne.
Endnu engang hiver forfatteren mere end én genre ned fra hylden. Han blander krimigenren med det okkulte, og det kan noget helt særligt – om ikke andet i min bog. Jeg finder det ret interessant, at der i forrige bind var Ellepigen, hekse og en mystisk tåge på Hvidø, hvor vi i ‘Sort arv’ igen får lov til at snuse det til overnaturlige. Jeg vil naturligvis ikke løfte sløret for præcis, hvad forfatteren serverer på vores tallerken, men jeg kan sige så meget, at det behagede mine smagsløg for at blive i metaforikken.
Har du ikke læst forrige bind i serien så tøv ej. Før prologen får vi en indledning, der opsummerer første bind i form af en psykologsamtale. Da jeg læste det, følte jeg, at jeg var midt i et videospil, hvor jeg så en filmsekvens, inden man selv bliver kastet for løverne – i dette tilfælde før bogen tog sin begyndelse.
Jeg vil dog anbefale, at man læser serien i sin egentlige rækkefølge, da der flere gange bliver refereret til tidligere hændelser, som formentlig vil undre, hvis man er ny læser.
Første del er spækket med komplicerede kærlighedsforhold, introduktioner og til dels banaliteter, som mest af alt føltes, som om de bare skulle overstås. Efter den lidt træge start, begyndte historien at udfolde sig, og det var her, jeg blev grebet.
David Garmark kan noget med dialoger. Han skriver dem så levende, som vi taler til dagligt. Han afbryder sine hovedpersoners fraser, som man kender det fra dagligdagens sniksnak, hvilket gør fortællingen særdeles levende og interessant. Selvom handlingen drives stille og roligt fremad af sig selv, formår han at bruge sproget og har virkelig ordene i sin magt, hvilket jeg også påpegede i min anmeldelse af hans forrige bind, ‘Rød tåge’.
Jeg håber inderligt, at jeg kommer til at læse mere fra David. Han virker til at være en forfatter efter mit hjerte, og jeg er lidt træt af, at jeg først har fået øjnene op for ham nu.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Montagne – tusind tak for bogen.
KARAKTER
Ingen kommentarer