Boganmeldelse – Rød tåge af David Garmark

Boganmeldelse - Rød tåge af David Garmark

Rød tåge er en kriminalroman skrevet af den danske forfatter David Garmark, og bogen er udgivet på det nye forlag Montagne. Det er en spændende kriminalroman, der blander krimigenren med lidt gys og spænding – og det fungerer rigtig fint.

En ung mand bliver fundet dræbt ved bredden af en sø på den lille dystre ø, Hvidø. Her lurer lokal overtro, hvor flere af øens beboere er overbeviste om, at den unge mand er blevet dræbt af Ellepigen – et overnaturligt væsen, der dukker op hvert hundrede år for at hævne sig på unge mænd. Hvorvidt det er et salgstrick fra øens side for at lokke flere intetanende turister til vides ikke, men efterforskningsleder Max Munk og Merian Takano skyder naturligvis hurtigt teorien til hjørne, da sådanne væsner ikke findes – eller gør de?

Råd tåge er første del i en planlagt serie om de to hovedpersoner, Max Munk og Merian Takano. Første bog handler om overtro på den lille ø, Hvidø. Hvorvidt det okkulte ligeledes vil være temaet i de kommende bøger, ved jeg ikke. Men det ville være yderst interessant for sådan en type læser som mig, og jeg ville tage imod bøgerne med kyshånd, hvis de fortsætter i samme stil.

Michael Lodehat, præsten på den lille ø, siger på et tidspunkt i bogen, at navnene på de to hovedpersoner ligger godt i munden, når man siger dem, og han har fuldstændig ret. Det er ikke kun navnene på de to kollegaer, der er lidt pudsige – det er i min optik også deres relation til hinanden, der godt kan virke lidt afvigende, når man, som jeg og andre læsere, ser tingene lidt udefra.

Generelt gør David Garmark brug af små sjove bemærkninger i bogen, Rød tåge. For mig at se har han et elegant brug af sproget forklædt i rå maskulinitet, så det heldigvis ikke bliver pladderromantisk.Forfatteren skriver ærligt og er ikke bange for at bruge et beskidt sprog, som han iøvrigt mestrer og formår at ‘udnytte’ til fulde.
Jeg har ikke tidligere haft fornøjelsen af at læse noget af David Garmark, men det er bestemt ikke sidste gang, at jeg giver mig i kast med hans skriverier – for det er virkelig godt.
Han har skrevet en glimrende bog, og han må gerne skrive en mere i samme stil – snart.

Jeg læste bogen på ganske få dage, og jeg vil tro, at mange andre også vil have samme trang til at læse bogen til ende. Jeg knyttede mig til fortællingen i Rød tåge, og jeg ønskede egentlig bare at få hele historien med og læse bogen færdig, inden jeg lagde den fra mig.
Tak for en anderledes, men ikke desto mindre fremragende, kriminalroman.

Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Montagne – mange tak for den gode læseoplevelse.


KARAKTER

En anderledes og fremragende kriminalroman Rød Tåge af David Garmark
4 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar