Hvad er BookTube?

BookTube er et internationalt fællesskab, hvor personer kan dele deres erfaringer og læseoplevelser med andre, hvilket gøres via YouTube. Her uploader de pågældende kanaler en række videoer, hvor de fortæller deres seere om forskellige udgivelser. Det behøver nødvendigvis ikke være helt nye bøger, der ikke er udkommet endnu. Det kan lige så vel være bøger, som har været på markedet længe, men som den enkelte person blot ikke har læst endnu.

I takt med at YouTube er blevet så populært – specielt herhjemme – er BookTube også blevet relativt stort. Selvom statistikkerne taler sit tydelige sprog, og flere og flere voksne mennesker begynder at få øjnene op for videotjenesten, er det fortsat primært børn og unge personer, som bruger YouTube til at finde underholdning og viden. Af samme grund må man antage, at det mest er unge mennesker, som ser disse videoer med bøger. 

Hvorfor ser folk disse videoer?

Man kan kun forestille sig, hvorfor personer ønsker at se andre fortælle om bøger, man ikke selv har læst fremfor blot at læse om de pågældende bøger på eksempelvis en blog som denne. Men det er ganske givet fordi, der bliver lagt et lag mere på anbefalingerne. I stedet for at læse beskrivelser og meninger om bøger på en blog, som til tider måske kan virke en smule distanceret og upersonlig, er det i stedet langt mere personligt hos en BookTuber, der laver videoer og på kamera beskriver sine yndlingsbøger. 

Man kunne undre sig over, hvorfor danske forlag ikke bruger tid på at producere videoer, hvor de beskriver nye ungdomsbøger til deres yngre publikum, når nu BookTube er så populært, som det nu engang er.
Men som med så meget andet, er det formentlig et spørgsmål om økonomi, og når forlagene blot kan sende anmeldereksemplarer afsted til anmeldere og bloggere og få omtale den vej igennem, så bliver videoerne produceret ganske gratis (en bog + forsendelse) for forlagene, og de behøver derfor ikke selv kamera, klipper og en foran kameraet.