Hvad laver en bogblogger?
Det kan virke banalt for de fleste, men nogle læsere ved måske hverken, hvad en bogblog er, eller hvad folkene bag dem laver. Det er egentlig ganske enkelt. De skriver om bøger på deres online medie, hvor emnerne kan være vidt forskellige og spredt ud over diverse genrer. Heldigvis er det ikke alle bloggere, der udelukkende skriver om digte – hermed ikke sagt at denne genre er uinteressant. Men en vid spredning gør det også muligt for de mange boginteresserede læsere at finde netop den niche, de selv er glade for.
En af de ting, der gør disse bloggere interessante – både for læsere og i særdeleshed også for forlagene, er, at læsere ofte kan relatere til de personer, de følger. Boganmeldere og bogbloggere er ofte mere i øjenhøjde med den gængse læser fremfor traditionelle anmeldere i store medier. Sidstnævnte kan til tider virke selvhøjtidelige, da deres sprog rækker langt ud over, hvad vi almindelige dødelige kan være med på. Det kan lyde hårdt at kalde dem selvhøjtidelige, men det er udelukkende møntet på deres skriftlige formåen.
Hvad får forlagene ud af at bruge en bogblogger?
I en tidligere artikel er det nævnt, at forlag ofte sender et anmeldereksemplar til deres tilknyttede boganmeldere. Det gør de for at få billig eksponering af de givne bøger til en yderst relevant målgruppe. Følgere og læsere af en blog er i langt størstedelen af tilfældene kun interesserede i den genre, som den pågældende bogblogger anmelder.
Den pris, diverse forlag betaler, er altså udelukkende forsendelsesomkostninger samt bogens købspris, som – lad os være fuldstændig ærlige – ikke er det helt store.
Kan alle begynde at blogge?
Det korte svar er ja. Det koster heldigvis ingenting at blogge om bøger – kun tiden. Det er naturligvis også en faktor, der er værd at tage med, da man bruger mange timer på at læse bøgerne samt skrive om dem. Er man blot mere til at skrive om litteratur, som man finder interessant, så er tidsaspektet knap så vigtigt.
Billeder er et vigtigt element på blogs uanset hvilken genre, der er tale om. Lækre billeder sælger i stor stil i modsætning til kedelige og lange blogindlæg. Man ser specielt blogs om mad have særligt fokus på at tage appetitlige billeder, der skal vække en lyst hos læseren.
Det kræver dog en smule teknisk kunnen at opsætte en bogblog, da dette ikke sker helt af sig selv. Ønsker man ikke en tilpasset hjemmeside, så kan man vælge at gøre brug at et CMS system, der kan klare store dele af arbejdet for en.
Slutteligt kræver det også lyst til at dele sin egen glæde og passion for bøger med andre. Det kræver fortsat lysten til at lave en stor mængde arbejde uden at få en krone for det. Til sidst er det nødvendigt, at man har lyst til at gøre det i længere tid end blot et par uger. Hvis man får en solid følgerskare, så bør man også forsøge at dele nyheder, indlæg og anmeldelser efter bedste evne. Ellers vil hele det hårde benarbejde alt sammen være forgæves, og forlagene vil have sendt dig bøger uden at få noget tilbage.