Hvad er en psykopat?
En psykopat kan være en person med en personlighedsforstyrrelse, som nu omtales som en dyssocial personlighedsstruktur. Karakteristisk for denne personlighedsforstyrrelse er mangel på samvittighed, og personer, der lider af denne sygdom, kan derfor ofte være på den kriminelle løbebane.
For at få diagnosen dyssocial personlighedsforstyrrelse, skal man udover de generelle kriterier for en personlighedsforstyrrelse have mindst 3 af følgende punkter:
- Grov ligegyldighed overfor andres følelser
- Manglende ansvarsfølelse og respekt for sociale normer og forpligtelser
- Manglende evne til at fastholde forbindelser med andre
- Lav frustrationstolerance og aggressionstærskel
- Manglende evne til at føle skyld eller lade sig påvirke af erfaringer inkl. straf.
- Bortforklarings- og udadprojektionstendens.
Hvad er en personlighedsforstyrrelse?
En personlighedsforstyrrelse er en forstyrret personlighedsstruktur, hvor der er en variant eller forstærkning af personlighedstræk, som kan være så ufleksible, at de skaber problemer og forringer personens evne til at klare hverdagen. Det kan således både påvirke personen selv men også omgivelserne. Årsager til personlighedstræk er 30-60% genetik og resten miljøfaktorer. Man arver dog ikke diagnoser, men derimod sårbarheden, impulsiviteten og introversion. En personlighedsforstyrrelse som psykopati er således ikke noget, der kan helbredes, da det er en del af den enkelte persons personlighedsstruktur. Den er vedvarende siden barn- eller ungdommen, og bedringen sker i stedet for i de psykologiske funktioner, som eksempelvis de interpersonelle forhold.
Måske lidt gammeldags siger man, at der er kønsforskelle i forekomsten af personlighedsforstyrrelser, hvoraf der typisk er en overvægt af mænd ved de dyssociale og til gengæld en overvægt af kvinder ved de histrioniske, ængstelige og dependente personlighedsforstyrrelser. Om dette blot er en traditionel og lidt “romantisk” måde at tillægge eller fralægge køn enkelte egenskaber, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.
Patrick Bateman fra American Psycho
De fleste kender nok Patrick Bateman og kan igennem filmen eller bogen let gennemskue, at han må have en eller anden form for personlighedsforstyrrelse for at kunne gøre alt det, han gør, uden nogen form for samvittighed. Netop det med samvittigheden er, som beskrevet, et meget klassisk karakteristika for den dyssociale personlighedsforstyrrelse. Derudover har han også klare narcissistiske træk, der dog endnu ikke er en selvstændig diagnose i det danske diagnose system.
I det store personlighedsforstyrrelses-spektrum vil han således nok ligge inde under kategorien “gruppe B”, som er karakteriseret ved en uhæmmet, overdrevent dramatiserende, ustabil og impulsiv personlighed. De tåler dårligt frustrationer og kan være manipulerende og arrogante. I gruppe B er der bl.a. personlighedsforstyrrelserne dyssocial, impulsive, histrioniske og narcissistiske.