Min måned – juni 2019

Min måned - juni 2019

Min juni 2019 har været relativt presset. Jeg har skrevet og afleveret 3 eksamensopgaver i juni måned og fået uploadet 11 boganmeldelser her på bloggen, og det betyder, at min kæreste og jeg skal afsted på en velfortjent sommerferie startende med en lille appetitvækker på Island, og efter en forlænget mellemlanding flyver vi videre til Canada. Der vil derfor ikke komme nogen boganmeldelser online her på bloggen i hele juli måned. Hvis du fortsat ønsker at høre lidt fra mig, så kan du altid følge med på min Instagram og Facebook, hvor jeg vil dele lidt billeder af vores oplevelser – krydret med bøger. 

Juni 2019s boganmeldelser har, grundet eksamenspres, været suppleret med lidt tidligere udgivelser, som jeg har lyttet til som lydbøger. Du kan iøvrigt læse mit indlæg, hvor jeg skriver om, hvor man kan høre lydbøger gratis her.
Derudover fik jeg lov til at læse lidt forud på en kommende thriller, som jeg ikke vil nævne hverken navn eller forfatter på, da jeg ikke har spurgt om eller fået tilladelse til dette. Til slut fik jeg en ekstremt spændende mail med en særdeles attraktiv mulighed om at deltage i TV2 morgenudsendelse for at komme med mit bud på, hvad der kunne være spændende sommerlæsning, men som jeg desværre ikke har mulighed for at deltage i, da Louise og jeg er ude at rejse i perioden.

Boganmeldelser i juni 2019

Englen i skyggen var månedens første anmeldelse, som er skrevet af den svenske forfatter Walter Lucius. Jeg har skrevet i min anmeldelse, at jeg synes, at bogen virker lidt rodet, og derfor gav jeg den kun 3 stjerner. 

Næste bog på listen var Mød mig i paradis, som er skrevet af den norske krimiforfatter Heine Bakkeid. Det er fortsættelsen på hans debut, Jeg vil savne dig i morgen, som jeg også har anmeldt på bloggen. Jeg er blevet ret glad for nordmanden og gav bogen 4 stjerner.

Er du til bøger omhandlende true crime, så kan det tænkes, at ‘Jeg som anklager’ kunne være noget for dig. Den er skrevet af anklageren, Jacob Buch-Jepsen og beskriver hans arbejde uhyggeligt detaljeret. Jeg gav den 4 stjerner.

Superstar er 2. krimi af den danske forfatter, Thomas Bagger. Jeg var glad for hans første bog, og jeg var mindst lige så glad for Superstar. Hans sprog og dynamik i bøgerne er helt fantastisk, og man kan kun være glad for, at vi har fået endnu et stjernefrø. Bogen fik ligeledes 4 stjerner.

Jussi Adler-Olsen er efter nogle års pause tilbage med en ny krimi i serien om Afdeling Q. Offer 2117 hedder nyeste skud på stammen, og denne gang får vi lov til at høre mere om Assad og hans baggrundshistorie. Jeg synes, at bogen er god, men det er ikke den bedste i serien – 4 stjerner.

Endnu en svensker fandt vej til Odense. Martin Holmén har skrevet en thriller, der hedder Clinch, som har en tidligere bokser i hovedrollen. Den foregår i Sverige i 30’erne og overraskede mig positivt. Denne bog fik også 4 stjerner.

Jeg nåede at anmelde to bøger i serien om Ravn af danske Michael Katz Krefeld. Tiden var kommet til at læse Sekten og Dybet, som er henholdsvis 3. og 4. bog i rækken. Begge bøger er spændende fra start til slut og giver læseren lidt stof til eftertanke. Forfatteren er klart en af min favoritter inden for genren. Begge bøger gav jeg 4 stjerner.

Har man lyst til at læse en bog fra en forfatter i den svenske superliga inden for krimigenren? Stefan Ahnhem og Den niende grav er en ganske glimrende bog, og det er forresten 2. bind i serien om Fabian Risk. Endnu engang blev der givet 4 stjerner.

Sidst men ikke mindst fik jeg stiftet bekendtskab med en ny kvindelig krimiforfatter. Islandske Yrsa Sigurdardóttir har skrevet 4. selvstændige bind i sin serie, Vold. Jeg fandt den lidt træg og uden yderligere spænding, desværre. 3 stjerner fik denne bog.

Min far har naturligvis også bidraget til indholdet på bloggen i juni 2019. Denne gang fik han lov til at læse Kniv af norske Jo Nesbø. 12. bog i serien om Harry Hole holder tilsyneladende 100%, og han gav bogen 5 stjerner.

Blogindlæg i juni 2019

Jeg har endnu engang anmeldt en tv-serie på bloggen, og denne gang faldt valget på ‘The act’, som kan ses på HBO Nordic. Min kæreste og jeg så serien sammen og mente begge, at den sagtens kunne have været på færre afsnit end tilfældet. Jeg giver serien 3 stjerner, da jeg fandt den mere end kedelig i længden, desværre.

Tak fordi I havde lyst til at læse med – og husk at I kan følge med på Facebook og Instagram.

Indlægget indeholder reklame, da flere af de nævnte bøger er tilsendt fra diverse forlag som anmeldereksemplarer – tusind tak til jer.

Tidligere indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar