Boganmeldelse – Proxy af Steffen Jacobsen

Boganmeldelse - Proxy af Steffen Jacobsen

Proxy er begyndelsen på en ny serie af den danske forfatter Steffen Jacobsen. Forfatteren står bl.a. bag den store success Trofæ, der udkom tilbage i 2013, som gjorde ham kendt landet over og satte gang i karrieren som krimiforfatter.

Krigsveteranen Jacob Nordsted og hans nye unge kollega Tanya Nielsen bliver sat på en sag, hvor en tidligere bogholder og terapeut er blevet fundet knivdræbt. Samtidig bliver den lokale læge i Holbæk ligeledes fundet dræbt ved kvælning i sin egen bil. Dette er to meget forskellige drab og det eneste, der knytter disse sammen, er en ung pige ved navn Emma, der kronisk er “fanget” i sin kørestol.

Lad mig lige starte med at sige, at der på bagsiden, om ikke andet på min udgave, står Jacob Nordstedt, men konsekvent igennem bogen, står der Nordsted. Det blev jeg en smule forvirret over i starten, men til sidst accepterede jeg egentlig bare, at han formentlig hedder Nordsted uden “t”. Hvis I andre også har oplevet dette, så skulle vi næsten kontakte forlaget.

Proxy, og dermed Steffen Jacobsens forfatterskab, har fået et nyt umage makkerpar i form af de to efterforskere Tanya og Nordsted. Sidstnævnte afprøver sin unge kvindelig kollega, og han slår mig lidt som en far, der forsøger at opildne sin datter til at præstere, men i virkeligheden ender det nogle gange med det modsatte. Når du læser bogen, så er der godt nok nogle klokkeklare tegn på, at de ikke udelukkende har et “far og datter forhold” – ingen spoiler.

Steffen Jacobsen lod til at have draget lige lovlig meget inspiration fra en virkelig sag fra USA, som også er blevet til en tv-serie igennem lang tid i bogen. Jeg var flere gange bange for, at han egentlig bare havde taget den gamle sag og smidt den i nye krimi-klæder. Det ville være synd og få bogen til at fremstå uambitiøs. En sådan udgave kunne dog sagtens være interessant for læsere, der ikke på forhånd kender til den omtalte sag.

Jo længere man kommer i ‘Proxy’, jo bedre bliver bogen. Den udvikler sig og slutter heldigvis med at være noget helt andet end en, som før nævnt, kopiudgave. Jeg var på nippet til at trække “plagiat-kortet”, men da jeg havde læst bogen færdig, så fik jeg en helt anden opfattelse. 

Endnu engang har vi fået en dansk krimi med en stærk selvstændig kvinde i hovedrollen. Dermed ikke sagt, at det ikke bør være sådan, men det er nærmest efterhånden blevet mere reglen end undtagelsen, at forfatterne skal tilgodese begge køn i denne sammenhæng. Jeg håber ikke, at jeg får nogen på nakken med denne kommentar. Hr. Jacobsen formår dog at rode en smule bod på det med hans meget direkte sprog – og heldigvis for det. Ellers kunne ‘Proxy’ meget nemt være blevet en meget kedelig affære for mit vedkommende.

Steffen Jacobsen formår endnu engang at belære os menige med sin store ekspertise inden for lægevidenskaben. Han ligger ikke på den lade side, når det kommer til at beskrive, hvordan man bedst muligt sprætter en menneskekrop op.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt & Ringhof.


KARAKTER

Starter trivielt, men kommer efter det Proxy af Steffen Jacobsen
4 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar