Boganmeldelse – Atten grader minus af Stefan Ahnhem

Boganmeldelse - Atten grader minus af Stefan Ahnhem

Atten grader minus er tredje bog i serien om efterforskeren Fabian Risk og hans danske kollega Dunja Hougaard. Serien, som i skrivende stund indeholder henholdsvis Offer uden ansigt, Den niende grav og den foreløbigt fjerde og sidste bog i serien, Motiv X, er skrevet af den svenske forfatter Stefan Ahnhem.

En mand kører hovedkulds ud over havnekanten og direkte ned i havnens bassin i Helsingborg efter en intens biljagt. Da politiet bjerger bilen, opdager de efter obduktionen til deres store overraskelse, at manden bag rattet har været død i over to måneder. Ikke alene har manden været død længe. Han har også været frosset ned. Tiden er som ofte efterforskernes værste fjende, og det er samme problem Fabian og hans team fra Helsingborg må se i øjnene. De skal handle hurtigt, inden endnu et offer ender i et mørkt og frossent kammer.

Indtil videre – Motiv X er ikke inkluderet – mener jeg, at ‘Atten grader minus’ er den bedste i serien. Bogen er tilpas dyster og bestialsk, og vi læsere har fået en fin introduktion til Fabian i seriens første bind, og dernæst har vi fået lov til at høre om nogle af de bevæggrunde, der lå bag en flytning fra Stockholm til Helsingborg i sin tid i bog nummer to. Med disse ting på plads er serien for alvor klar til at tage form og udvikle sig. 

Atten grader minus er ikke en eller anden skør titel, men de 18 grader er præcis så koldt, der er i forfatterens opdigtede fryser(e). Man kan kun forestille sig, hvor forfærdeligt det må være at blive begravet levende – og så i en fryser, hvor risikoen for at fryse ihjel er i tæt kapløb med iltmangel. 

Forfatteren er ikke bange for at lege med cliffhangers, som vi ofte ser det i tv serier. Det er en af de teknikker, som ofte bruges i slutningen af kapitler, men Stefan Ahnhem vælger også at gøre brug af dem i slutningen af sine bøger. Det vækker både vrede, frustration og interesse hos mig, fordi jeg ofte bare gerne vil have en bog afsluttet, når jeg har vendt sidste side. Jeg er generelt dårlig til at vente. 

Fabian Risk er en interessant karakter, men det er Stefan Ahnhem som formår at vække det i hovedpersonen. Jeg er stor tilhænger af den svensk/danske forfatter, som virkelig ikke tager højde for læserne sarte maver og kærlighed til bøgernes medvirkende personer. Ydermere er han vistnok klar med en ny bog i serien til foråret i Danmark.

Jeg vil anbefale krimifolk at kaste sig over serien om Fabian Risk, hvis man ikke allerede har gjort det. Et tip herfra er at begynde med seriens første bog, Offer uden ansigt

Denne gang er der ingen reklame, da jeg selv har købt bogen for godt et år siden. Jeg mener ikke, at man kunne have en fuldendt bogreol uden at have Stefan Ahnhem repræsenteret, hvilket var en af årsagerne til, at serien skulle med mig hjem.


KARAKTER

Seriens bedste krimi Disciplen af Hjorth Rosenfeldt
5 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar